»Ånges sbråwbro sejrer altid«

28. marts 2013 22:34 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
»Ånges sbråwbro sejrer altid«
Billede mangler

Kjolernes længde og bilernes størrelse. Burgerindeks og boligindretning.
Udviklingen i samfundet og tidsånden kan aflæses på mange måder. Således også i måden unge taler på. Den fortæller »enormt maret om samfondet«, som vi engang sagde for at lave sjov med 1970ernes proletar-dansk.

 

Netop 1970er-ungdommens måde at tale på sammenlignet med nutidens er baggrunden for sprogprofessorerne Jørn Lund og Lars Brinks kommende afhandling om unges udtale, skriver Berlingske. Den udkommer til næste år som led i en dansk sproghistorie under Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

De to professorer undersøgte i 1975 unges udtale. De besøgte unge på Vestegnen og nord for København, registrerede, interviewede og noterede. Det blev til en anerkendt afhandling; »Dansk Rigsmål«.

I 2007-2008 gjorde de det igen, da de besøgte unge på Aurehøj Gymnasium i Gentofte og på Ishøj Gymnasium. Da de lyttede til deres optagelser, blev forskerne overrasket.

»Vi troede, alle unge ville komme til at sige f.eks. lære og pære.«

Lars Brink udtaler det med fladt æ, som man gjorde i 1970erne inspireret af såkaldt lavkøbenhavnsk, »men det viste sig, at kun halvdelen af de unge i dag udtalte det på den måde. Resten sagde det med mere åbent æ, så det lyder som lagre, der er udviklet fra højkøbenhavnsk. Vi havde overvurderet et par lydlove og troede, at sproget ville udvikle sig hurtigt i den retning, som det havde gjort op til da. Men det har det ikke gjort,« siger Lars Brink.

De to forskere havde også en formodning om, at når de fleste unge i deres undersøgelse fra 1975 sagde skroe, brog og rosser, når de mente skrue, brug og russer, også inspireret af 1940ernes og 1950ernes arbejdersprog, og når deres børn senere også gjorde det, så ville formen »smitte« hele befolkningen i løbet af en generation eller to.

Men sådan gik det heller ikke.

»Når de, der var unge i 1970erne, gav deres udtale videre til deres børn, skulle det være »gennemført«. At det ikke er blevet sådan, kan næsten kun skyldes, at de er gået væk fra den måde at udtale på.«

Lars Brink frådser ikke med sine forklaringer på, hvorfor mange unge i dag udtaler visse dele af dansk på en måde, som han og Jørn Lund ikke havde ventet, hvis udtalen skulle have fulgt deres teorier fra 1975.

Forklaringerne kan være mange. En af dem er, at rige og fattige siden 1900, hvor klassernes udtale, de såkaldte »sociolekter«, adskilte sig mest fra hinanden, har fået større berøringsflade i dag. De rige begyndte at sende deres børn i folkeskoler i stedet for privatskoler. Tjenestefolk og ansatte talte mere med deres arbejdsgivere, og børn mødte hinanden på tværs af forældrenes lønrammer.

»Og det udviskede de sociale sprogforskelle, og den udvikling er fortsat op i det socialdemokratiske velfærdssamfund,« siger Lars Brink til Berlingske.

»For eksempel bredte det flade a sig fra arbejderklassen og blev langsomt almindeligt i andre dele af samfundet. Det er i dag på vej væk. Sammenhængene mellem sociale lag og sprog bliver svagere og svagere.«Den slugte vokal

Da Jørn Lund og Lars Brink foretog deres første undersøgelser i 1960erne, troede de fleste eksperter, blot ikke ham selv, understreger Lars Brink med et vidende smil, at det danske sprog ville stagnere. At der ikke ville opstå flere permanente udtaleformer og lydlove. Det talte sprog ville nærme sig skriftsproget. Og man så for sig det flade a blive brugt af rig som fattig, når nu selv små børn i alle samfundslag sagde vænd i stedet for vand.

I dag er det flade a mod alle arbejdersolidariske odds på vej ud.

En anden lakmusprøve på tidernes skiften og vores stigende fokus på personlig succes og karriere er, at højkøbenhavnske udtaleformer har sat sig fast helt ned til samfundets dårligst bemidlede sprogudøvere.

En udbredt arbejderudtale fra 1950erne som kammerat med tryk på første stavelse er på vej i glemmebogen. Og ordet chauffør, der i 1950ernes arbejderklasse blev til det udbredte sjaffør, har i dag fundet tilbage til sin højkøbenhavnske og småfranske form lige meget, hvor man går i gymnasiet.

»Her må der være noget snobberi på spil,« siger Lars Brink til Berlingske.

»Her sejrer den »høje« form, og det kan kun betyde, at der har været en vis social stræben i samfundet, for det er naturstridigt, når den almindeligste udtaleform taber i konkurrencen.«

Ifølge Lars Brink udvikler de unges udtale sig umærkeligt. De unge afpasser ubevidst deres udtale efter hinanden, uanset om de kommer fra Gentofte eller Ishøj.

Begge steder og i samfundet i det hele taget har unge i lang tid været godt i gang med at udtale ned og med og lignende, så man ikke kan høre, om de siger nød, nid, nad eller nyd. De sluger vokalen uanset postnummer. Men udtalen af ét bestemt ord har bidt sig fast i folkedybet på tværs af alle klasser. En sproglig horeunge, der ikke er til at komme af med.

»Allerede i 1940erne blev københavnske børn advaret mod at sige »maret« (meget, red.). Der har næppe været en mere stigmatiseret udtale end den. Men advarslerne er prellet af som vand på en gås,« siger Lars Brink.

Således beriget om sprogets ukontrollable udvikling skærer sprogprofessoren det selvironisk ud i pap:

»Forskellene i vores samfund er blevet mindre, og så bliver forskellene i vores måde at udtale sproget på også mindre. Det er desværre ret banalt og uoriginalt. Men så enkelt er det. Men hvem ved. Måske vender det flade a frygteligt tilbage.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu