Angreb mod irakisk politihovedkvarter dræber mindst 30

3. februar 2013 09:20 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Angreb mod irakisk politihovedkvarter dræber mindst 30
Billede mangler

IRAK: En selvmordsbomber har søndag sammen med bevæbnede mænd forklædt som politifolk angrebet et politihovedkvarter i den irakiske by Kirkuk. Mindst 33 personer har mistet livet i forbindelse med angrebet på hovedkvarteret, oplyser politikilder til nyhedsbureauet Reuters.

 

Angrebet, der fandt sted tidligt søndag, har såret mindst 70 personer, og ifølge politiet ligger der fortsat mennesker fanget under ødelagte bygninger, der styrtede sammen i forbindelse med eksplosionen fra selvmordsbomberen.

– To bevæbnede mænd iført bombeveste forsøgte at storme ind i politiets bygning i Kirkuk, men vagterne ved hovedindgangen modsatte sig og dræbte dem, siger en kilde i politiet ifølge Reuters.

Flere bevæbnede grupper holder til i området nær Kirkuk, og sunnimuslimske oprørere med bånd til al-Qaeda udfører ofte angreb mod sikkerhedsstyrker i landet i et forsøg på at underminere premierminister Nuri al-Malikis regering og skabe utryghed.

Angrebet søndag er langt fra enestående, og i sidste måned dræbte en selvmordsbomber næsten 30 personer, da han detonerede sit sprængstof ved en begravelse ved en moské i en by nær Kirkuk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu