Anholdt 35 minutter efter indbrud i Nykøbing

24. november 2011 09:35 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Anholdt 35 minutter efter indbrud i Nykøbing
Billede mangler

Sydsjællands og Lollands-Falsters Politi anholdt natten til torsdag klokken 02.15 to mænd på 18 år og sigtede dem for et indbrud, de angiveligt havde begået blot 35 minutter tidligere.
De to unge mænd blev sigtet for et indbrud i en frisørsalon i Jernbanegade i Nykøbing.
Vidner anmeldte klokken 1.40, at to tyve havde smadret en rude til salonen og var stukket af med en pose med forskellige hårprodukter. En politipatrulje bemærkede et øjeblik senere, at en bil startede fra p-pladsen bag Østerport bodega og kørte videre ad Højbrogade og Brovejen mod vest.
Betjentene noterede bilens registreringsnummer og kørte til den adresse i Sakskøbing, hvor bilen var hjemmehørende. Her ankom bilen kort efter med de to mænd på 18 år – og en sæk med hårprodukter.
De to mænd, som var fra lokalområdet, blev anholdt og taget med til politistationen i Næstved, hvor de nu skal afhøres. Føreren af bilen virkede fuld, og en alkometertest viste da også, at han havde en promille, som var højere end det tilladte. Han blev derfor også sigtet for spirituskørsel.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu