Anklagemyndighed vil stoppe ROJ TV helt

29. oktober 2012 08:27 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Anklagemyndighed vil stoppe ROJ TV helt
Billede mangler

Under straffesagen mod kurdisk tv-station, som anklages for at støtte PKK, skal danske journalister afhøres.
 
Den kurdiske tv-station ROJ TV skal fratages retten til at sende fra Danmark.
 
Det krav gentager anklagemyndigheden, når Østre Landsret mandag tager fat på ankesagen – og gentager også påstanden om, at ROJ TV ikke er et selvstændigt medie men reelt er redskab for guerillabevægelsen PKK, som står opført på de internationale terrorlister.
 
Derimod kræver de to selskaber bag tv-stationen frifindelse blandt andet med henvisning til ytrings- og informationsfriheden.
 
I vinter fandt Københavns Byret selskaberne skyldige i at have overtrådt terrorparagrafferne og idømte selskaberne en bødestraf på 2,6 millioner kroner hver.
 
Men byretten undlod at trække stikket – for det er der ikke hjemmel til i loven, lød det.
 
Denne del af afgørelsen fik hård kritik af Tyrkiets ambassadør i København, og det er da også Tyrkiet, som står bag den oprindelige anmeldelse til det danske politi.
 
Landsretten ventes at skulle bruge omkring 40 dage på sagen. En stor del af tiden skal dommerne bruge på at se tv.
 
Blandt de nye vidner i forhold til den første retssag er to danske journalister. Pola Rojan og Martin Selsøe Sørensen skal blandt andet afhøres om de betingelser, som PKK stiller i forbindelse med interview.
 
For nylig besluttede Radio- og tv-nævnet at trække stikket i to måneder. Indgrebet skyldes, at ROJ TV ikke har opfyldt kravet om at gemme alle udsendelser.
 
I forhold til opgøret i byretten har ROJ TV nu flere juridiske muskler, idet advokat Steen Bech har fået lov at forsvare de anklagede selskaber sammen med kollegaen Bjørn Elmquist.
 
Desuden har landsretten sagt ja til, at ikke kun anklagemyndigheden må fremlægge udsendelser fra ROJ TV som bevis. Også forsvarerne må vise klip fra programmer.
 
– Landsretten har været mere åben over for vores ønsker til bevisførelsen end byretten. Og det er betryggende, siger advokat Steen Bech.
 
På den anden side er også anklagemyndigheden parat med mere materiale og flere tv-klip.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu