Anklager: Forretningsmand dræbt med revolver

22. maj 2012 15:20 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Anklager: Forretningsmand dræbt med revolver
Billede mangler

Med flere revolverskud blev en svindeldømt forretningsmand i november 2010 dræbt i eller udenfor en feriehytte i Karresbæksminde ved Næstved.
Det hævder anklagemyndigheden i sagen mod to mænd, der er tiltalt for at have begået drabet.
Liget af Henrik Haugberg Madsen er aldrig fundet, men alligevel beskrives forbrydelsen i det anklageskrift, som netop er frigivet.
Her står, at Madsen også blev stukket og slået med spidse eller stumpe redskaber.
Hvordan man er nået til den konklusion uden at have fundet et lig, vil anklagemyndighedenikke oplyse.
De to tiltalte nægter sig skyldige, og de har siddet varetægtsfængslet siden juni.
Den ene af mændene var registreret partner med Madsen, der blev 40 år.
I december 2010 fik parret bevilget skilsmisse, men det skyldtes et fupnummer fra den tiltalte mands side, hævder statsadvokaten.
Blot syv dage efter det påståede drab dukkede han op hos Statsforvaltningen i København med et papir, som var forsynet med Henrik Haugberg Madsens underskrift.
Dermed begik han dokumentfalsk, hævdes det.
Den afdøde var involveret i flere slags forretninger, men en del af dem var langt ud over lovens kant.
For eksempel blev han i august sidste år – selv om politiet altså mente, at han var død – af Østre Landsret idømt fængsel i tre år.
Den økonomiske kriminalitet blev i øvrigt begået sammen med den nu tiltalte tidligere registrerede partner.
Retten i Næstved skal bruge op mod 30 dage til at gennemgå beviserne i drabssagen, men datoerne er endnu ikke aftalt endeligt.
I øvrigt er den ene af mændene også tiltalt for i Silkeborg at ligge inde med en revolver af mærket Colt.
En af anklagerne, Morten Ebbe Nielsen, vil ikke udtale sig om, hvorvidt man mener, at dette våben blev brugt ved drabet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu