Anklager tilfreds med dom i Præstø-sag

1. februar 2013 11:20 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Anklager tilfreds med dom i Præstø-sag
Billede mangler

Retten i Nykøbing Falster har fundet forstander Truels Truelsen og Lundby Efterskole skyldige i uagtsom legemsbeskadigelse og overtrædelse af sikkerheden til søs. Anklager Michael Boolsen er tilfreds med dommen.

 

– Dommen er et udtryk for de ting, som jeg har fremført i min procedure, så jeg kan ikke se det som andet end et tilfredsstillende resultat, siger han.

Anklageren havde i sin procedure argumenteret for, at forstanderen og efterskolen som juridisk person skulle dømmes for uagtsomt manddrab, da én af de to lærere, Michael Jørgensen, der var med i dragebåden på Præstø Fjord, døde. Men det valgte retten at se bort fra.

– Begrundelsen er, at Michael Jørgensen selv har skyld i sin død, og det er en juridisk vurdering, siger Michael Boolsen.

Om dommen skal ankes, skal der tages stilling til længere oppe i hierarkiet i anklagemyndigheden.

Ulykken skete 11. februar 2011, da 13 elever og to lærere sejlede ud på Præstø Fjord i en dragebåd. På grund af dårligt vejr kæntrede de, da de forsøgte at vende om, og mens tre nåede ind til land og hentede hjælp, lå resten i vandet. Syv af eleverne blev erklæret klinisk døde, da de blev hentet op, men blev efterfølgende genoplivet. De lever i dag med varige mén.

Den tragiske sag er uden fortilfælde ved danske domstole. Den vurderes derfor at få principiel betydning.

Professor Lars Bo Langsted fra Juridisk Institut på Aalborg Universitet har endnu ikke haft mulighed for at læse hele dommen igennem, men han er enig i, at den kan få betydning for, hvordan skoleledere fremover risikerer at blive holdt ansvarlige for ulykker, der involverer elever.

– Det er oplagt, at skolerne bærer ansvaret, når en ansat har overtrådt reglerne. Men det interessante for andre skoler er, hvor meget deres forstandere skal stå til ansvar for i kommende sager, siger Lars Bo Langsted.

Retten besluttede desuden, at Lundby Efterskole i de næste tre år ikke må have nogen sejlaktiviteter, hvis Truels Truelsen forbliver rektor.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu