Anklager vil have drabsmand anbragt på ubestemt tid

19. februar 2013 16:36 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Anklager vil have drabsmand anbragt på ubestemt tid
Billede mangler

Retten i Viborg har afsluttet tirsdagens retsmøde i tilståelsessagen mod den 40-årige psykisk syge mand, som har erkendt at have truet, misbrugt og dræbt socialpædagogen Judy Mieniche Simonsen. Anklageren ønsker en tidsubestemt straf på en lukket institution til den tiltalte.

 

Det kom ifølge bt.dk frem i Venstre Landsret tirsdag, da anklager Mette Schjoldager gennemgik sin afsluttende procedure.

»Hvis man vælger at dømme i fuldt omfang – det er min opfattelse, at det skal byretten nå frem til – så er der ingen tvivl om, at tiltalte skal dømmes til anbringelse på en psykiatrisk afdeling,« sagde Mette Schjoldager ifølge bt.dk.

Judy Meiniche Simonsen blev knivstukket 38 gange, da hun i februar sidste år blev dræbt af en beboer fra bostedet Blåkærgaard. Han har siden drabet været varetægtsfængslet på en retspsykiatrisk afdeling.

Anklager Mette Schjoldager procederede for, at drabsmanden kun skal kunne udskrives med en retskendelse, hvis han bliver dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling. Som argumentation gennemgik Schjoldager flere erklæringer fra retspsykiatrien om den tiltaltes mentale tilstand. En erklæring fra retspsykiatrien i Viborg beskriver, at han er temperamentsfuld og har let til vrede.

Den seneste mentalundersøgelse fra retspsykiatrien i Aarhus forklarer, at drabsmanden var velfungerende indtil 14-års-alderen, men at han begyndte at ændre adfærd, da han fik at vide, at hans biologiske mor var blevet myrdet, skriver bt.dk.

På baggrund af psykologiske tests vurderer psykiateren fra Risskov, at den tiltalte ikke er farlig, så længe han er i behandling, men at han kan være farlig for sine omgivelser, hvis ikke han behandles.

Retslægerådet har vurderet. at den tiltalte er sindssyg, og anbefaler derfor – ligesom anklageren – at han dømmes til behandling på en psykiatrisk afdeling.

Dommeren og domsmændene vil votere torsdag formiddag, og dommer Hanne Fanø har meddelt, at der formentlig vil blive afsagt dom torsdag klokken 12.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu