Anklagerne: Døtre tvunget til gruppesex

18. juni 2012 15:43 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Anklagerne: Døtre tvunget til gruppesex
Billede mangler

Nævningesagen mod det bornholmske ægtepar, der står tiltalt for 10 års misbrug af deres to døtre, er blevet indledt mandag eftermiddag i retten på Rønne.
Parret har siddet varetægtsfængslet i knap et år – siden juli 2011.
Forældreparret nikkede hurtigt til de to andre tiltalte i sagen, da de tog plads i retssalen. De to andre tiltalte er mænd, der begge – ifølge anklageskriftet – har været med til at misbruge den yngste af pigerne i flere gruppeseancer sammen med forældreparret.
Ud over nikket til de to medtiltalte forholder forældreparret sig i ro og stirrer ud i luften under retssagen. De udveksler kun ganske få bemærkninger og et enkelt lille smil.
Den i dag 57-årige adoptivfar og den 40-årige biologiske mor er tiltalt for incest og pædofili af begge døtre; den ældste fra hun var syv til 12 år, og den yngste fra hun var seks til 16 år.
Alle fire tiltalte sidder helt stille og hører på, mens senioranklager ved statsadvokaten, Anne Birgitte Stürup, læser anklageskriftet op.
De tiltalte nægter sig alle skyldige i tiltalen om misbrug af mindreårige.
Forældreparret har ifølge anklageskriftet tvunget de to piger til samleje og anden kønslig omgang en til to gange om ugen i de år, misbruget har stået på. De er også tiltalt for at have tvunget den yngste datter til at have sex med familiens hund.
De to medtiltalte i sagen er en 44-årig og en 62-årig mand, som begge er tiltalt for at have forgrebet sig på den yngste pige flere gange i løbet af vinteren 2010/2011.
Foruden tiltalen om overgreb på sine to adoptivdøtre, har den 57-årige far desuden for få dage siden modtaget en fængselsdom på syv måneder for ulovlig våbenbesiddelse.
Der er indtil videre afsat seks retsdage i sagen. Tirsdag skal de to hovedtiltalte afhøres og så forventes det, at dommen falder 4. juli.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu