Ansatte raser over Arla-toppen i chikanesag

28. april 2012 14:12 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ansatte raser over Arla-toppen i chikanesag
Billede mangler

En enig næstformandsgruppe i Arla står bag to tillidsvalgte kolleger, som gruppen mener, er blevet presset ud af mejerigigantens bestyrelse. Det skriver Fagbladet 3F.
Toppen i Arla Foods bliver nu mødt med massiv kritik fra en samlet gruppe af ansatte, efter afgangen af to medarbejdervalgte repræsentanter i koncernens bestyrelse og repræsentantskab.
Ifølge Arla havde de begge frivilligt valgt at trække sig efter et påstået læk af følsomme oplysninger om virksomheden. 3F og NNF mener, at de to ansatte blev chikaneret og presset ud.
De to tillidsfolk får nu også opbakning fra samtlige 18 fællestillidsrepræsentanter i næstformandsgruppen i Arla. Gruppen mener, at tillidsfolkene er blevet presset ud og ser det som et alvorligt angreb på tillidsmandssystemet.
Det fremgår af en fælles udtalelse fra gruppen. Udtalelsen er sendt til både koncernens bestyrelse og daglige ledelse.
Formanden for Arlas bestyrelse, Åke Hantoft, afviser kategorisk, at ledelsen har lavet et angreb på tillidsmandssystemet:
– Jeg kan kun gentage, at der er tale om tillidsbrud, når bestyrelsesmedlemmer spreder fortrolige informationer fra bestyrelsesmøder. Det er ene og alene baggrunden for tillidsbruddet og ikke udtryk for disrespekt for tillidsmandssystemet, siger han til Fagbladet 3F.
Som følge af sagen har næstformandsgruppen også mistet tilliden til tre andre medarbejdervalgte Arla-ansatte.
Ifølge gruppen har de optrådt illoyalt over for de to afgående kolleger og opfordres derfor til at nedlægge deres hverv.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu