Antallet af tuberkulosetilfælde i Danmark stiger

7. marts 2013 06:02 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Antallet af tuberkulosetilfælde i Danmark stiger

Antallet af tuberkulosetilfælde i Danmark steg fortsat i 2012, viser foreløbige tal fra Statens Serum Institut (SSI), og forekomsten blandt udsatte borgere her hjemme er nu på højde med lande i Afrika, skriver Kristeligt Dagblad torsdag.

 

På tre år er der således sket en stigning på 22 procent fra 331 anmeldte tilfælde i 2009 til 407 i 2012.

I langt de fleste vesteuropæiske lande går det ellers den modsatte vej, og i Sverige og Norge er forekomsten halvt så høj per 100.000 indbyggere som i Danmark, fortæller Troels Lillebæk, overlæge og afdelingslæge ved Statens Serum Institut.

»Vi har helt klart et problem i Danmark. Det skyldes blandt andet, at der i en årrække ikke har været nok opmærksomhed på sygdommen. Det, der virkelig mangler, er bedre smitteopsporing og en målrettet opsøgende indsats i risikogrupperne. Hvis man finder en patient, er der i gennemsnit ti andre, som er smittede og dermed i fare for at udvikle sygdommen, og dem skal man finde for at bryde smittekæden,« fortæller han til Kristeligt Dagblad.

Smitten er særligt udbredt blandt hjemløse og misbrugere, da der er tale om sårbare personer, som ofte ikke har overskud til at tage sig af deres egen sundhed og forstå sygdommens alvor i forhold til den måde, de lever deres liv på, forklarer embedslæge i Embedslægeinstitutionen Øst Annemette Mygh til avisen.

Den Nationale Tuberkulosegruppe rettede for et år siden henvendelse til Sundhedsstyrelsen om den bekymrende vækst, og styrelsen er nu i gang med at udvikle en ny vejledning i, hvordan læger skal handle, hvis de konstaterer et tuberkulosetilfælde, skriver Kristeligt Dagblad.

Omkring to millioner mennesker dør årligt af tuberkulose på verdensplan.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu