Antallet af tvangsauktioner stabilt

6. november 2012 10:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Antallet af tvangsauktioner stabilt
Billede mangler

I oktober var der 418 tvangsauktioner, og det er 9 flere end i sidste måned. Det viser Danmarks Statistiks sæsonkorrigerede tal for tvangsauktioner.
De seneste to år har antallet af tvangsauktioner ligget nogenlunde stabilt på et niveau, der er markant lavere end under tidligere kriser i dansk økonomi. Det skal ses i sammenhæng med, at langt færre boligejere har betalingsproblemer.
”Færre boligejere har problemer med at betale ydelsen på deres lån. Det bidrager til, at tvangsauktionerne har ligget stabilt de seneste par år. Alene det seneste år er der 1.300 færre boligejere, som har betalingsproblemer med deres realkreditlån end for et år siden, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
Realkreditrådets tal for restancer viser, at omkring 4.700 boligejere er bagud med terminen på deres lån. I kriseåret 1991 var omfanget næsten otte gange større, og der var omkring 1.500 tvangsauktioner om måneden.
”Rekordlave renter og en forholdsvis stabil ledighed har gjort det lettere for boligejerne at klare sig gennem krisen. Hvis man skulle få problemer med at betale ydelsen på sit lån, er det dog vigtigt, at man kontakter sit realkreditinstitut hurtigst muligt for at finde en løsning, siger Ane Arnth Jensen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu