Anti-islamistisk demonstration: Århus handelsforening stoler på politiet

31. marts 2012 07:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Anti-islamistisk demonstration: Århus handelsforening stoler på politiet
Billede mangler

Århus City Forening opfordrer butikkerne i Århus til at holde åbent trods stort anlagt demonstration. Vi stoler på myndighederne, lyder det.
 
I dag mødes anti-islamister fra hele Europa til en stort anlagt demonstration i Mølleparken i centrum af Århus.
 
Ikke langt derfra mødes flere tusinde mennesker til en såkaldt moddemonstration under navnet ‘Aarhus for mangfoldighed’.
 
På trods af, at flere frygter det kan føre til voldelige sammenstød i midten af byen, så opfordrer handelsforeningen sine medlemmer til at holde butikkerne åbne.
 
Det fortæller direktør for Aarhus City Forening, Claus Bech, til Newspaq.
“Vi anbefaler vores medlemmer at holde åbent som på en helt normal lørdag,” siger han og fortsætter:
 
“Vi er sikre på, at politi og myndigheder har kontrol over begivenhederne og mener også, at der måske er pisket en stemning op,” siger han om de to demonstrationer, der vil foregå samtidig i Århus i dag.
 
“De tilbagemeldinger, som vi har fået indtil videre, tyder på, at butikkerne følger vores henvisninger,” siger han.
 
Handelsforeningen er dog forberedt, hvis situationen skulle udvikle sig i en uheldig retning.
“Vi er selvfølgelig i tæt dialog med myndighederne, hvis der skulle opstå en særlig situation, som gør, at vi skal handle anderledes,” siger han.
 
Hos Østjylland Politi har man haft op mod 100 henvendelser fra bekymrede restauratører og forretningsdrivende i byen i løbet af de seneste uger, fortæller Mogens Brøndum til Newspaq. Og politiet er klar, hvis det bliver nødvendigt.
 
“Der er to sider af sagen. Arrangørerne skal sikres deres grundlovssikrede ret til forsamlings- og ytringsfrihed, og det er politiets opgave. Men det er så sandelig også vores opgave at sørge for ro og orden, så vi sætter alle kræfter ind på at indfri de forventninger, som borgere og butiksdrivende har til det,” siger han.
 
Den anti-islamistiske demonstration foregår fra klokken 14.00 i mølleparken, mens moddemonstrationen går en rute i byen mellem klokken 13.00 og 16.30.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu