Antorini afviser ikke flere kæmpeklasser

18. juni 2012 16:17 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Antorini afviser ikke flere kæmpeklasser
Billede mangler

Skoler med ønsker om at få lov til at dispensere fra loven om maksimalt 28 elever i en klasse kan håbe på grønt lys fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Christine Antorini (S) vil nemlig ikke afvise, at ministeriet godkender endnu flere end de 83 skoler, der allerede nu har fået lov til at skrue op for elevtallet.
– Vi tager stilling til konkrete forsøgsanmodninger. Vi er stærkt skeptiske over for kæmpeklasser. Og derfor siger vi heller ikke ja til forsøg med udgangspunkt i en spareøvelse, siger hun til Newspaq.
Siden Antorini satte sig på sin ministertaburet i begyndelsen af oktober har hun godkendt 16 ønsker om dispensation.
– Vi vil ikke give frit slag for kæmpeklasser i folkekolen. Og derfor tager jeg stilling til nogle helt konkrete forsøg med en pædagogisk begrundelse for, hvordan de mener, man kan løfte fagligheden, siger hun.
Senest er Kildebjergskolen i Holbæk Kommune blevet godkendt til slå to børnehaveklasser sammen, så der i alt bliver 32 elever i klassen.
– Det, de gør i Holbæk, er, at de har en to-lærer-ordning i samtlige timer, plus en ekstra pædagogressource. Men jeg er skeptisk over for store klasser. Og derfor følger vi det her forsøg tæt, siger hun.
På spørgsmålet om, hvorvidt godkendelserne er et skridt på vejen til at hæve klassekvotienten generelt, svarer hun:
– Vi tager stilling til konkrete forsøgsanmodninger. Vi er stærkt skeptiske over for kæmpeklasser. Derfor siger vi selvfølgelig heller ikke ja til forsøg med udgangspunkt i en spareøvelse. Det her går helt konkret på at arbejde med en tolærer-ordning og en ekstra pædagog. Og vi følger forsøget tæt, siger hun.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu