Antorini bakker op om Vestagers skole-betragtninger

3. marts 2013 20:18 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Antorini bakker op om Vestagers skole-betragtninger
Billede mangler

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) bakker nu op om sin ministerkollega, Margrethe Vestager (R), der søndag gik til angreb mod Danmarks Lærerforening. Vestager beskyldte lærerforeningen for at skabe myter omkring regeringens forslag til reform af folkeskolen, der sigter mod at indføre heldagsskole.

 

»Det er forkert at sige, at vores folkeskoleudspil fører til en dårligere skole – det er præcis det modsatte, vi vil,« siger Antorini til TV 2 News med henvisning til Danmarks Lærerforenings argumenter om, at en beskæring af lærernes forberedelsestid vil føre til ringere undervisning.

Kritikken af lærerforeningen kommer samtidig med, at lærerne står midt i overenskomstforhandlinger med Kommunernes Landsforening, der kræver, at lærerne bruger mere tid på undervisning og mindre tid på forberedelse.

Dansk Folkeparti og Enhedslisten advarede søndag Vestager mod at blande sig i overenskomstforhandlingerne og gribe ind i strid med »den danske model« og traditionen om, at politikere blander sig udenom forhandlinger mellem parterne.

Men den udlægning kan Antorini ikke forstå.

»Nej, tværtimod. Jeg er fuldstændig enig med Margrethe Vestager i, at vi har fremlagt et ambitiøst udspil til, hvordan vi kan gøre en god skole endnu bedre. Og jeg har meget svært ved at forstå, at det, at vi ligger en skolereform frem, skulle være det samme som en discountløsning. Det er det, Margrethe Vestager reagerer over,« siger Antorini til TV2 News.

»Vores folkeskolereform og overenskomstforhandlingerne er to spor, som kører samtidig. Men uanset hvad, forhandlingerne måtte ende med, så er vores udgangspunkt stadig, at vi vil have en folkeskole, hvor alle elever bliver så dygtige, som de kan, uanset baggrund,« siger Antorini til TV2 News.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu