AP Pension siger nej til den nye aldersopsparing

12. april 2013 17:10 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
AP Pension siger nej til den nye aldersopsparing
Billede mangler

Kunderne hos AP Pension vil ikke få tilbudt at spare op i den nye alderspension. AP Pension mener ikke, at produktet er godt nok. Andre opsparingsformer er bedre for kunderne, mener AP.

Derfor vil AP ikke gøre det muligt for opsparerne at lave fremtidige indbetalinger på en aldersopsparing. Hos de fleste af de øvrige pensionsselskaber er det muligt.

Den nye pensionsopsparing skulle ellers afløse kapitalpensionen, som ikke længere giver skattefradrag. Den nye opsparingstype er karakteriseret ved, at man ikke får skattefradrag for indbetalingerne på ordningen – til gengæld er udbetalingerne skattefri den dag, man går på pension. Man kan højst indbetale 27.600 kr. i år på aldersopsparingen.

»Vi har valgt ikke at tilbyde aldersforsikringen, fordi ulemperne ved ordningen er større end fordelene. Hvis man gerne vil spare op med beskattede midler, er det bedre at gøre det i banken eller ved at købe investeringsforeningsbeviser,« siger adm. direktør Søren Dal Thomsen fra AP Pension.

For den allerede opsparede kapitalpension vil kunderne hos AP få tilbudt en omlægning til den nye pension, hvis opsparingen er investeret i et markedsprodukt. Hvis kapitalpensionen omvendt er sat i en traditionel gennemsnitsrente, vides det endnu ikke, om de får tilbuddet. Det afhænger af, hvordan de såkaldte ufordelte reserver skal beskattes.

Uafhængig økonomisk rådgiver Kim Valentin fra Finanshuset Fredensborg har tidligere udtalt, at det er en fordel af bruge aldersopsparingen for langt de fleste af dem, som i dag sparer op på en kapitalpension. Han mener, at pensionsselskaberne vægrer sig ved at udbyde pensionen, fordi de tjener færre penge på den.

Men Søren Dal Thomsen afviser, at det er årsagen til, at AP ikke vil tilbyde selskabets kunder at bruge den nye pension.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu