Apotekerne sætter rekord i kort ventetid

13. november 2012 11:55 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Apotekerne sætter rekord i kort ventetid
Billede mangler

Ventetiden på landets apoteker daler fortsat og er på det hidtil laveste niveau.
 
Der går i gennemsnit kun 3 minutter og 6 sekunder fra borgeren trykker sit kø-nummer frem, og til betjeningen i apoteksskranken starter.
 
Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Apotekerforening, der har målt den gennemsnitlige ventetid på mere end 420.000 ekspeditioner fordelt på 211 apoteker landet over fra den 8.-13. oktober 2012.
 
Ventetiden er den hidtil korteste, der er målt på apotekerne, siden Apotekerforeningen begyndte at måle ventetiden i 2008.
 
Den korte ventetid glæder Apotekerforeningens formand, Niels Kristensen:
Uanset hvad man fejler, så er det selvfølgelig rart for borgerne at få deres medicin hurtigt, så de kan komme hjem under dynen, tilbage på jobbet eller ud og gå en tur i skoven. Apotekerne har med en målrettet indsats gennem flere år bragt ventetiden ned, og den indsats fortsætter.
 Endnu ikke i mål
De korte ventetider på de danske apoteker er dog ikke ensbetydende med, at apotekerne er i mål. Selv om ventetiden siden 2008 er faldet med knap to minutter, så er der ifølge den nyeste ventetidsmåling fortsat 2 procent af apotekskunderne, der venter mere end 10 minutter fra de trykker kø-nummeret frem, og til ekspeditionen i skranken starter.
 
På enkelte apoteker og i særlige perioder kan ventetiden fortsat være for lang. Det kan være efter arbejde en torsdag eftermiddag, hvor mange gerne vil forbi apoteket på samme tid. Derfor fortsætter vi den målrettede indsats, så vi også i disse begrænsede perioder kan bringe ventetiden ned, siger Niels Kristensen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu