Apple skal sigte efter Månen – hurtigt

10. april 2013 17:38 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Apple skal sigte efter Månen - hurtigt
Billede mangler

Nyhedsanalyse: Jim Cramer er en stor mund, som tit løber løbsk. Han holder hof på finanskanalen CNBC, og han har ofte udråbt tabere som vindere og vindere som tabere, og altid med alle adjektiver i tredje bøjning, og derfor skal hans seneste udfald også tages med et gran salt. Måske har han en pointe, måske ikke.

Men i sidste uge vakte han opsigt ved at gå efter Apple. Det var samme dag, som finanshuset Goldman Sachs nedjusterede Apples aktier, og samme dag som giganten i Cupertino oplevede endnu et dyk. »Lad os sige det, som det er,« sagde Cramer ifølge Venturebeat. »Apple har ikke haft en god nyhed, siden aktien var 300 point højere.« I september sidste år var aktien på den gode side af 700, nu er den på godt 400.

»Det virker som om, Apple er i frit fald og ikke kan komme ud af faldet,« sagde Cramer, som ikke kunne få øje på noget i virksomhedens pipeline, som ændrede på det.

Som sagt – det er Jim Cramer, og det kan lige så vel være rigtigt som forkert, men han er et godt udtryk for, hvad man taler om i de talende kredse på Wall Street.

Og han er ikke ene.

En mere troværdig tech-analytiker, Ashlee Vance fra Bloomberg, undrede sig også i sidste uge over det ankelhøje ambi-tionsniveau fra Apple.

»Hvorfor er der ingen månemissioner,« spurgte han. »Hvor er den næste big thing?«

Analysen kom samtidig med en nyhed, som understregede pointen. Wall Street Journal kunne oplyse, at Apple i forsommeren planlægger at komme med en opfrisket version af iPhone 5, med navnet iPhone 5S. Altså ingen store og jordomstyrtende nyheder, bare en lidt kvikkere model i samme størrelse og gørelse. Senere på året vil der også komme en discountudgave af iPhone, skrev avisen.

Det er Apples store force og store problem i en nøddeskal.

Virksomheden har et paradeprodukt, som indtil nu har solgt som varmt wienerbrød, fordi det i store dele af verden er et statusprodukt, og som Apple derfor vrider til allersidste dråbe. Men det er også et produkt, som teknologisk er faldet længere og længere bagud; de såkaldte benchmarktests viser, at Samsungs nye Galaxy S4 er næsten dobbelt så hurtig som iPhone 5, og også på et andet konkurrenceparamter er iPhone bagud: Kompatibilitet.

I New York Times noterede tech-økonomen Edward Zabitsky for nyligt, at det for forbrugerne i højere grad nu handler om muligheden for at håndtere skybaserede produkter og i det hele taget interagere med andre produkter, og at det er dårlig nyt for Apple, der ofte kører med sin egen økologi.

Det er ikke kun analysesnak; det er også forbrugertendenser. Ifølge Business Insider regnede Apple med et salg på mellem 35 og 40 millioner eksemplarer af iPhone 5, men salget har været skuffende og er landet på mellem 25 og 30 millioner eksemplarer, og iPhone-markedet er ved at være mættet, mener sitets redaktør, Henry Blodget. Samsung er i dag den største smartphone-producent i verden, og udviklingen hos konkurrenterne sætter i det hele taget Apple i perspektiv.

Som Ashlee Vance også påpeger – Google har gang i indtil flere månemissioner, blandt andet Google Fiber, som lægger et nyt hyperhurtigt kabel ud til forbrugerne; Google Glass, som bygger computerkraft ind i briller, og også den selvkørende bil. De to sidste eksempler viser, hvordan Google ser sig selv som en aktør i den kommende forbruger-robotrevolution. Selv gamle Microsoft er med på vognen med sin Kinect-teknologi, siger Vance. Apple har ingenting.

I sidste uge beskrev BusinessWeek også i hidtil uhørte detaljer anatomien i Samsung, og hvis nogen var i tvivl, så er det ikke et selskab, der er kommet på toppen ved blot at kopiere og spytte billigprodukter ud. Samsung har i mobilteknologi et researchbudget, der er tre gange så stort som Apples, og virksomheden er grebet af en sund frygt for undergang og katastrofe.

Formand Lee Kun Hee har institutionaliseret ideen om, at Samsung er i en tilstand af »permanent krise«, og som han konstant minder sine medarbejdere om: »Det hele kan forsvinde i løbet af ti dage.«

Derfor skal medarbejderne også uafbrudt opfinde et nyt raison d’être, og det giver indtryk af en højere metabolisme end i Cupertino.

Alt sammen underbygger det, hvad selv Jim Cramer har indset.

At Apple skal sigte højere – efter Månen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu