Apples regnskab viser faldende indtjening

23. januar 2013 23:25 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Apples regnskab viser faldende indtjening
Billede mangler

Den faldende indtjening skyldes lavere salg end ventet af iPhone 5, og aktien sendes ned med mere end fire procent.

 

Verdens mest værdifulde virksomhed meldte om faldende indtjening på grund af lavere salg af iPhone 5 end ventet, og det fik aktien til at dykke med mere end fire procent, skriver Reuters.

Den gigantiske teknologivirksomhed har solgt 47,8 millioner iPhones, hvilket er en smule færre end de omkring 50 millioner, som Wall Street-analytikere havde forudset. iPhonen udgør fortsat, sammen med dertilhørende tjenester, den suverænt største enkeltestående indtægtskilde for Apple.

Samtidig viste regnskabet, at salget af iPaden levede op til forventningerne med 22,9 millioner solgte i første kvartal.

Apple møder ifølge Berlingske Business en stadigt stærkere konkurrence fra forskellige producenter af Androidbaserede smartphones. Det gælder især Samsung, hvis Galaxy SIII-smartphone reelt sælger bedre end iPhonen i øjeblikket, omend der i alt er solgt langt flere iPhones samlet set. Også alliancen mellem Nokia og Microsoft investerer massivt i at vinde tabte markedsandele hjem.

iPhone 5-lanceringen har været en af de mere problematiske lanceringer i iPhonens historie. Salgsstarten blev ledsaget af en mindre skandale da det viste sig, at lakken i en række tilfælde var skallet af allerede fra fabrikken, og efterfølgende har der været rapporter om svigtende kamera og skæve mobiler. Det software, der driver iPhone 5, har ligeledes været ramt af problemer – især med kort-appen, der ellers var systemets store slagnummer, skriver Berlingske Business.

Flere eksperter spår, at den næste store satsning fra Apple bliver et TV-apparat.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu