Arbejdsgivere: Store mangler i reformudspil

25. februar 2013 14:38 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Arbejdsgivere: Store mangler i reformudspil
Billede mangler

Uddannelsesparate kontanthjælpsmodtagere under 30 år skal presses i uddannelse. Fint nok, men hvad med resten?

 

Det er spørgsmålet fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), der ser store mangler i regeringens udspil til en ny kontanthjælpsreform. Efter DAs mening gør reformen ikke op med de grundlæggende problemer omkring kontanthjælpen, og regeringen har tilsyneladende ingen planer for de unge, der p.t. ikke er i stand til at tage en uddannelse, konstaterer administrerende direktør Jørgen Neergaard Larsen.

»For de fleste unge under 30 vil forslaget skabe en fornuftig balance mellem kontanthjælp og dagpenge, så det betaler sig at tage et arbejde og at melde sig ind i en a-kasse. Men det er bekymrende, at regeringen lægger op til, at unge, der ikke vurderes til at være uddannelsesparate, kan opnå en højere ydelse. Vi må aldrig tilskynde unge mennesker til at fokusere på deres problemer i stedet for at fokusere på deres styrker,« lyder det i en skriftlig kommentar fra DA-direktøren.

Ifølge regeringens forslag skal uddannelsesparate unge mellem 25 og 29 år have skåret kontanthjælpen ned til godt 5.700 kroner månedligt, det vil sige næsten en halvering. Kontanthjælpsmodtagere over 30 år skal have mere hjælp til at komme ud på arbejdsmarkedet, men de trues ikke på pengepungen.

Det ærgrer DA, for ifølge arbejdsgiverne er det helt essentielt, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det problem løser reformen ikke, lyder det fra Jørgen Neergaard Larsen.

»Det bør ikke være muligt for kontanthjælpsmodtagere uden børn at modtage mere end i alt 70 procent af arbejdsløshedsdagpengene. For personer med børn bør ydelsen ikke kunne overstige i alt 90 procent af arbejdsløshedsdagpengene,« siger han.

»Ydelserne til par på kontanthjælp er i dag så høje, at der ikke er økonomisk gevinst ved, at den ene finder arbejder. Det er et helt særligt problem i det danske kontanthjælpssystem, som regeringen desværre ikke har forslag til at løse,« siger arbejdsgiverforeningens administrerende direktør.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu