Ardennernes overraskelser

17. april 2013 20:49 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ardennernes overraskelser
Billede mangler

Fabian Cancellara sad tungt på årets første forårsklassikere med sejre i E3 Harelbeke, Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Alle tre løb vandt han som bookmakernes favorit, og specielt i Flandern Rundt efterlod han ingen tvivl om, at han var stærkeste mand.

Store løb med en stor vinder, men hvis man hører til dem, der har sympati for outsiderne, var der ikke meget at hente. Det har dog ændret sig, lige siden rytterne i søndags kørte ind i Ardennerne.

Først var det Team Saxo-Tinkoffs Roman Kreuziger, som gav fanden i bookmakernes favoritfelt, da han på overlegen vis vandt Amstel Gold Race. I går skete det igen, da Katushas spanier Daniel Moreno henviste Peter Sagan, Philippe Gilbert og holdkammeraten Joaquim Rodriguez til sekundære pladser i Fleche Wallonne.

Hvem havde set den komme? I hvert fald ikke hverken tilskuere eller pressefolk ved målstregen.

»Der kommer Rodriguez! Så var han alligevel klar,« lød det ved målstregen, da Moreno kæmpede sig op ad Mur de Huy.

Først da Moreno rakte armene i vejret, gik det op for alle, at der ikke var tale om sidste års vinder Joaquim Rodriguez men hans holdkammerat.

Det var den 31-åriges største sejr i karrieren. Og måske burde man alligevel have forudset sejren til Katusha-rytteren. I hvert fald hvis man er til overtro. Det russiske hold havde med overlæg indlogeret Moreno på et helt specielt hotelværelse tæt på Liege. På samme værelse har tidligere vindere som Moreno Argentin og Michele Bartoli boet, inden de vandt Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege.

»Jeg troede ikke på sådan noget, men det begynder jeg at gøre nu. Det har bragt held til andre ryttere tidligere, og nu har det også bragt mig held,« sagde Moreno på vinderpressemødet i Huy.

Selve løbet gik, som det næsten altid gør i Fleche Wallonne. Trods optimistiske udbrud i løbet af de første 200 kilometer, blev det hele afgjort på den sidste kilometer, hvor modbydelige Mur de Huy splittede feltet i stumper og stykker.

Daniel Moreno lod sig ikke stresse af colombianske Betancours tidlige angreb på stigningen. Nøglen var at holde sig til sejrshungrende Gilbert, som vandt løbet i 2011.

»Jeg vidste, at Gilbert var rigtig stærk. Han er altid god, og han angreb samme sted, som han gjorde for to år siden. Jeg forsøgte at følge efter ham, og måske havde han ikke sin bedste dag. Det havde jeg til gengæld,« sagde Moreno.Contador blev snydt

Alberto Contador var blandt de favoritter, som blev snydt af Daniel Moreno. Contador havde på forhånd meldt ud, at han ikke var i topform til løbet, hvor Team Saxo-Tinkoff i lige så høj kørte for Roman Kreuziger, som også blev holdets bedste med en 17. plads.

»Jeg fandt ikke rigtigt rytmen i dag. Jeg ved ikke, om det skyldes træthed, eller at jeg ikke har kørt løb i et stykke tid,« sagde Alberto Contador, som dryssede ind som nummer 33.

Jakob Fuglsang sad hele dagen langt fremme i feltet. Inden afslutningen på Mur de Huy agerede han hjælperytter for sine holdkammerater, Enrico Gasparotto og Maxim Iglinskiy. Forklaringen var, at han ikke havde kræfterne til selv at lave en god afslutning.

»Jeg havde ikke noget i benene i dag. Det har jeg aldrig haft til Fleche Wallonne, og i dag var ingen undtagelse. Det er ikke min type afslutning og måske bare ikke mit type løb.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu