Året hvor midten vil gå efter toppen

15. marts 2013 11:22 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Året hvor midten vil gå efter toppen
Billede mangler

Formel 1 2013 ser ud til at blive endnu mere nervepirrende end gysersæsonen 2012. Sidste år startede med forskellige vindere af de syv første løb, og sluttede med en ultratæt finale mellem Fernando Alonso og Sebastian Vettel i Brasilien.

 

I år kan det blive endnu mere spændende, for de tekniske regler er stort set uforandrede. Alle de skarpeste formel 1-hjerner har allerede travlt med 2014, hvor reglementet kræver både nye biler og nye motorer. Det betyder, at 2013 rent teknisk bliver en status quo-sæson – men spændingen kan blive større end nogensinde.

De store teams, Red Bull, Ferrari og McLaren, vil på grund af de identiske regler starte 2013 på omtrent samme niveau som i 2012 – det vil sige uhyre lige. Men mens topholdene i en vis grad allerede er begyndt at fokusere på 2014, ser de fleste team i det brede midterfelt chancen for at blande sig i titelkampen, og både Mercedes og Renault satser på grandprix-sejre.

Efter tre VM-titler i træk har Sebastian Vettel og Red Bull umiddelbart skuffet ved vinter-testene. Ikke en eneste gang har verdensmesteren toppet tidtagnings-listerne, men meget tyder på, at tyskeren og hans team har ‘sandbag´et: Red Bulls 2013-model virker både stabil og hurtig, og måske har Vettel underspillet sine chancer ved ikke at give fuld gas

– Jeg er tilfreds med testene. Både jeg og Mark (Webber, red.) følte os omgående hjemme i den nye bil, og de små problemer der altid opstår, blev løst omgående.

Fernando Alonso og Ferrari var snublende tæt på VM sidste år, selvom deres 2012-model startede svagt. Der skulle et massivt udviklingsprogram til, inden Ferrarien for alvor blev konkurrencedygtig, men selv i en halvgod bil leverede Alonso stærke resultater. I år har man stor-satset på at have en konkurrencedygtig bil fra sæsonstarten, og derfor ligner Alonso en potentiel verdensmester.

– Jeg tror på, vi kan kæmpe med om VM – og jeg er sikker på, vi starter bedre end i 2012. Om ikke andet fordi vi ikke kan starte dårligere, siger Alonso.

Lewis Hamilton stod for vinterens mest opsigtvækkende team-skift, da han efter 15 år som McLaren-kører (de hyrede ham mens han kørte gokart!) skrev 2013-kontrakt med Mercedes.

Med Hamilton mistede McLaren sit måske stærkeste kort. Den 28-årige englænder er en af de få kørere i feltet, der kan voldkøre en halvdårlig bil til sejre, og den evne mangler hans afløser som McLaren-førstekører, Jenson Button. Til gengæld er Button rigtig god til at passe på sine dæk, og det kan hjælpe McLaren til grandprix-sejre i 2013, hvor Pirelli satser på, at deres dæk skal være med til at gøre løbene underholdende.

– I år er der ingen, der rigtig ved, hvor de står inden det første løb. Vinter-testene har ikke givet noget entydigt billede af styrkeforholdet, siger Button.

Mercedes er under pres i 2013. Med Lewis Hamilton i teamet vil man hurtigt køre tør for undskyldninger, for nu kan man ikke længere give kørerne skylden for de manglende resultater – nu er det bilen, der er noget galt med, hvis sejrene udebliver.

Ingen er i tvivl om Hamiltons hurtighed, men der stilles stadig spørgsmålstegn ved hans motivation. Kan han holde gejsten oppe hvis Mercedesen ikke er konkurrencedygtig? Og hvordan vil han håndtere sin nye teamkammerat Nico Rosberg, der nu endelig kan køre ud af Michael Schumachers skygge?

– Det kan godt være, vi ikke har den bedste bil, og 2013 bliver i alle tilfælde en stor udfordring for os, siger Hamilton.

Hos Lotus har man også en lynhurtig humørkører. Kimi Raikkonen gjorde sidste år comeback i formel 1, og finnen vandt et enkelt løb og virkede langt mere tændt end i sine sidste år hos Ferrari i 2009-10.

Vinter-testene antyder, at Lotus har bygget en rigtig god 2013-model, og derfor er Raikkonen en potentiel dark-horse i kampen om VM. Men hvis Lotus-raceren skuffer, kan Raikkonen hurtigt miste interessen, og så holder hans teamkammerat Romain Grosjean klar til at overtage førstekørerrollen. Franskmanden smadrede mange biler i 2012, men hvis han kan skrue ned for den aggressive kørestil, kan han blive en af årets overraskelser.

Mens de fem bedste team drømmer om grandprix-sejre og VM-titler, kæmper de sidste syv team for deres overlevelse. Det spanske HRT-team er allerede bukket under for finanskrisen, og flere andre af de små hold er i fare for at køre samme vej.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu