Århus Håndbold chokstarter slutspillet

27. marts 2013 20:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Århus Håndbold chokstarter slutspillet
Billede mangler

Palau Blaugrana i søndags mod Barcelona i Champions League. NRGi Arena onsdag i slutspillet mod Århus Håndbold.

Kampene kommer i rask tempo i øjeblikket for et hold som Bjerringbro-Silkeborg (BSV), der indtil weekendens nederlag i ottendedelsfinalen var deltager i Europa Cup’en.

Et hårdt program, der tærer på kræfterne, og måske er det derfor, mændenes slutspil allerede i første kamp oplevede en overraskelse, da Århus Håndbold, der sluttede grundspillet på sjettepladsen hele 15 point efter BSV, lagde ud med at besejre de sidste to års sølvvindere med 29-28.

Sejren blev grundlagt omkring pausen, da Århus efter 20 jævnbyrdige minutter ved stillingen 8-7 rykkede til at være foran 18-12.

I en hektisk slutfase lykkedes det dog BSVerne at kæmpe sig tilbage i opgøret og få udlignet og sågar bragt sig i front med 28-26. Men med tre mål til sidst, det afgørende blot 10 sekunder før tid, hev Erik Veje Rasmussens tropper den overraskende sejr hjem.

Dermed fortsætter nedturen for BSV i den hjemlige liga, hvor holdet i sidste spillerunde i grundspillet mistede andenpladsen til Skjern og dermed også et bonuspoint i slutspillet.

Med det uventede nederlag til Århus har Silkeborg-mandskabet nu kniven på struberne i jagten på en af de to semifinale-pladser, hvor både Skjern og Århus nu er foran BSVerne på point.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu