Arkæologer finder guldskatte i kæmpe udgravning: Parcelhuse maser sig på

10. oktober 2017 18:15 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Den et år lange udgravning af en jernalderlandsby ved Jelling er snart slut. Området bliver nu gjort klar til nye parcelhuse.

Igennem et år har Vejlemuseernes arkæologer haft fast gravearbejde på et seks hektar stort område ved Jelling.

I løbet af udgravningen er der fundet spor fra mere end 200 huse, som har ligget ved Jelling i perioden mellem år 300 og 600 e. Kr. Derudover er der også gjort guld- og sølvfund på området.

Udgravningerne har gjort arkæologerne klogere på, hvordan man byggede og boede tilbage i jernalderen.

– Det særlige ved udgravningen er størrelsen. Vi får et virkelig godt billede af, hvordan landsbyen har flyttet sig rundt over 300 år. Det er bare helt fantastisk, at vi nu har den her store udgravning, siger udgravningsleder fra Vejlemuseerne Katrine Balsgaard Juul til TV SYD.

Fra jernalderparcel til moderne

Når udgravningerne er færdige, vil en stor del af arealet udstykkes til parcelhuse. Samtidig vil museet sammen med Vejle Kommune lave en markering på et grønt område af en af de gamle gårdenheder fra jernalderen sammen med en bålplads.

Kilde: TV Syd

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu