Armeniens præsident genvalgt

19. februar 2013 06:22 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Armeniens præsident genvalgt
Billede mangler

Den armenske præsident Serzh Sargsyan er blevet genvalgt med mere end 58 procent af stemmerne, skriver aljazeera.com.

 

Ifølge den centrale valgkommission kommer tidligere udenrigsminister Raffi Hovannisian ind på en andenplads med 36,8 procent af stemmerne.

Men Hovannisia insisterer på, at han er den rette vinder af valget og opfordrer Sargsyan til at erkende sit nederlag.

Hovannisias tilhængere hævder, at der har været udbredt valgsvindel.

En talsmand for præsidentens parti afviser alle beskyldninger og kalder valget »det bedste i det uafhængige Armeniens historie«.

Politiet afviser også beskyldningerne om valgsvindel som »åbenlys fiktion«.

Med en valgdeltagelse på 60 procent var valget imødeset med spænding som en afgørende styrkeprøve for demokratiet i den tidligere sovjet-stat.

Myndighederne håbede på et fredeligt valg, der ville forbedre landets chancer for europæisk integration.

Da Sargsyan kom til magten i 2008 døde 10 personer i voldelige sammenstød.

Hovannisian kalder valget »det mest afgørende i vores lands nutidige historie«, men fordømmer »uregelmæssigheder i valglister og valgprocedurer«.

»Det var et beskæmmende valg med et stort antal ulovligheder. Resultaterne af valgstedsmålingerne viser ikke virkeligheden, men hvad myndighederne gerne vil have,« siger en talsmand for Hovannisian til AFP ifølge aljazeera.com.

Internationale valgobservatører kommer med deres vurdering af valget torsdag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu