Årsagen til branden med et treårigt offer er ukendt

13. marts 2013 13:37 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Årsagen til branden med et treårigt offer er ukendt
Billede mangler

Det kan ikke slås fast, hvordan branden, der lørdag endte med en forfærdelig tragedie for et forældrepar fra Vestjylland, da deres treårige dreng mistede livet i flammerne, opstod. Det skriver bt.dk.

 

Da ilden i familiens hjem ved Husby nær Holstebro var slukket lørdag eftermiddag, kunne brandteknikerne gå i gang med at finde ud af årsagen.

»Ud fra undersøgelserne kan vi konkludere, at branden er opstået ved husets brændeovn,« fortæller vicepolitiinspektør Allan Laustsen fra Midt- og Vestjyllands Politi til bt.dk.

Det er dog ikke lykkedes teknikerne at komme med en konklusion på, hvorfor branden ved brændeovnen opstod.

»Vi kommer desværre ikke tættere på en opklaring af brandårsagen. Det eneste, vi ved, er, at branden er opstået ved brændeovnen. Alt, hvad der rækker derudover, er gætterier,« siger Allan Laustsen. 

Politiet har nu lukket sagen, da brandteknikerne har vurderet, at de ikke kommer årsagen nærmere.

Da branden brød ud, var drengens mor ikke hjemme. Faderen lå og sov, mens den lille dreng ifølge politiet befandt sig på husets førstesal. Da moderen kom hjem, opdagede hun branden, og det lykkedes hende at få sin sovende mand ud.

Sammen med en nabo forsøgte forældrene at redde deres lille dreng ud af det brændende hus.

Redningsforsøgene lykkedes ikke, og en af brandvæsnets røgdykkere satte derfor sit liv på spil, da han gik ind i huset og reddede drengen ud af flammerne. Drengen blev kørt til sygehuset i Herning, hvor lægerne måtte konstatere, at den lille drengs liv ikke stod til at redde.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu