Arsenal jagter Laudrups forsvarsgeneral

6. marts 2013 10:34 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Arsenal jagter Laudrups forsvarsgeneral
Billede mangler

Arsenals forsvar har ikke altid set lige stabilt ud i denne sæson, og klubben har haft svært ved at holde nullet i kampene. Især mod topholdene, som London-klubben selv gerne vil være en del af.

 

Senest har nederlaget til ærkerivalen Tottenham, hvor forsvaret vaklede slemt ved begge Spurs-mål, dog betydet, at Arsenal nu er langt fra kvalifikation til Champions League, hvilket holdet ellers har været en fast del af i snart mange år.

Derfor jagter London-klubben nu forstærkning til midterforsvaret, hvor klubbens franske manager Arsene Wenger nu ser ud til at have mistet tålmodigheden med den belgisk-tyske kombination Thomas Vermaelen og Per Mertesacker.

Især Vermaelen har ikke levet op til franskmandens forventninger, og redningen finder Wenger i Michael Laudrups Swansea, hvor han ifølge engelske medier har rettet blikket mod klubbens walisiske forsvarskrumtap, Ashley Williams.

Arsenal har tidligere haft markante forsvarsgeneraler som Tony Adams, Martin Keown og Steve Bould, og det er i sådan en rolle, Arsenal ser Ashley Williams, som Londonklubben ifølge guardian.co.uk er parat til at betale i omegnen af 8 mio. pund (ca. 70 mio. kr.) for.

Arsenal må dog forvente konkurrence om Ashley Williams fra i hvert fald Liverpool, hvor klubbens manager Brendan Rodgers, der var i Swansea indtil denne sæson, er ved at forberede sig på, at Jamie Carragher nærmer sig tiden for sin karriereafslutning. Og ifølge guardian.co.uk er Rodgers ikke overbevist om, at Martin Skrtel har niveauet til at være fast mand sammen med Daniel Agger.

28-årige Ashley Williams har kontrakt med Swansea frem til 2015.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu