Arsenal på fiaskoens rand efter CL-nederlag

19. februar 2013 22:53 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Arsenal på fiaskoens rand efter CL-nederlag
Billede mangler

Det skulle have været kampen, hvor Arsenal skulle havde modbevist eksperterne. De skulle have rejst sig fra det pinlige FA Cup-nederlag til Blackburn, og de skulle have demonstreret, at de stadig har niveauet til at spille med i Champions League. De skulle have spillet for klubben, understregede Arsène Wenger op til kampen på en pressekonference, hvor han gik til angreb på de journalister, der havde kritiseret ham, og hvor han krævede mere respekt efter sine 16 år i klubben.

 

Da kampen mod Bayern München var forbi, havde Arsenal tabt med 1-3, og respekten for Arsène Wenger og hans tropper var næppe vendt tilbage. Tværtimod. I store dele af kampen blev de spillet langt ned under deres eget græs, og tyskerne har nu det klart bedste udgangspunkt før returopgøret i München. Arsenal, derimod, efterlod ikke indtrykket af at være i nærheden af det niveua, der skal til for at vende kampen mod det suveræne tyske tophold, og de kritiske eksperter har desværre mere ret, end Arsène Wenger kunne ønske sig.

Jagter revanche

Efter Bayerns sørgelige sæsonafslutning sidste år, der endte med andenpladser i både Bundesligaen, pokalturneringen og Champions League, jagter de i denne sæson revanche i de samme tre turneringer, og med en kæmpeføring på 15 point i ligaen, en kvartfinale i pokalen 3-1 sejren i aftes er de pænt på vej mod alle pokaler.

I aftes var der kun spillet seks et halvt minut, inden først skridt blev taget. Fra højrekanten sendte Thomas Müller bolden på tværs, hvor Tony Kroos lige uden for feltet flugtede bolden hårdt via græstæppet i mål, og mindre end et kvarter senere var rollerne byttet om, da et hjørnespark fra Tony Kroos via van Buytens hovedstød og Szczesnys parade dumpede ned til Thomas Müller, der fra tæt hold sparkede bolden i mål.

Selvom Arsenal sad på et mindre boldovertag, lykkedes det i hele første halvleg ikke en eneste gang at få sendt en afslutning mod Manuel Neuers mål, mens Bayern München omvendt var giftige og nærgående og burde have bragt sig på 3-0 inden pausen. I anden halvleg gik der dog ikke længe, før Arsenal ud af det blå meldte sig tilbage i kampen. Jack Wilsheres (fejlagtigt dømte) hjørnespark resulterede i reducering til 1-2 via Poldolskis hovedstød.

Derfra var det Arsenal, der dominerede, og Olivier Giroud burde have udlignet, da han i helt fri position sparkede lige på Manuel Neuer. I stedet gik der blot fem minutter, før Mandzukic lukkede kampen med sin 3-1 scoring.

I aftenens andet opgør sikrede Porto sig en 1-0-sejr hjemme over Malaga.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu