Arvinge sælger Mærsk Mc-Kinney Møller-grunde

6. februar 2013 07:54 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Arvinge sælger Mærsk Mc-Kinney Møller-grunde
Mærsk Mc-Kinney Møller døde i 2012 - 98 år gammel. Foto: Wikipedia.
Mærsk Mc-Kinney Møller

Mærsk Mc-Kinney Møller døde i 2012 – 98 år gammel. Foto: Wikipedia.

Da Danmark sidste år mistede landets rigeste mand, Mærsk Mc-Kinney Møller, der døde 98 år gammel, mistede Mosehøjvej-kvarteret i Charlottenlund samtidig sin ukronede konge. 

Danmarks dengang rigeste mand opførte sit hjem på Mosehøjvej 4c i 1987, og i de følgende år købte han løs af huse og grunde i kvarteret, så han ved sin død ejede intet mindre end 11 parceller i området. Det skriver boliga.dk.

De 11 parceller kommer nu arvingene til gode. For boet er begyndt at sælge ud af grundene, og den første afhændelse gik igennem den 12. december 2012, hvor jordstykket lige over for Mærsk Mc-Kinney Møllers privatbolig blev solgt for svimlende 15 mio. kr.

Da der ikke er tinglyst gæld i ejendommen, kan arvingerne nøjes med at afregne med skattevæsnet, som snupper 15 procent i arveafgift og i øvrigt kan glæde sig over, at de har ramt plet med den offentlige vurdering, der er sat til 14.977.300 kr.

Når boet får afsat Mærsk Mc-Kinney Møllers private bolig på Mosehøjvej 4c, kan de formentlig se frem til en endnu større pose penge.

Skat har vurderet ejendommen til 29,5 mio. kr., og det er da også et noget specielt hus, de kommende ejere får adgang til.

Den 670 kvadratmeter store etplansvilla rummer ni værelser, tre badeværelser, et stort køkken og en kælder  – bl.a. med vinkælder – på 114 kvadratmeter.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu