Assad vil tale hvis oprørerne dropper betingelser

9. februar 2013 12:38 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Assad vil tale hvis oprørerne dropper  betingelser
Billede mangler

SYRIEN: Oprørerne i Syrien står ifølge Reuters nu blot to kilometer fra de centrale dele af hovedstaden Damaskus. Samtidig gentager præsident Assads regering en tidligere opfordring til oprørerne om at mødes ved forhandlingsbordet »uden forhåndsbetingelser«, oplyser det iranskbaserede PressTV.»Døren står åben, forhandlingsbordet står her, og enhver syrer, der ønsker dialog med os, er velkommen,« citerer PressTV den syriske informationsminister Amra al-Zoubi for at sige.Informationsministerens udtalelse kan ses som reaktion på den overraskende invitation, som lederen af oprørernes paraplyorganisation, Syriens National Koalition, Moaz Alkhatib, fremkom med for nogle dage siden. Her erklærede han sig villig til at mødes med Assads vicepræsident, Farouqe al-Shara. Forudsætningen var dog, at dialogen tog udgangspunkt i, at præsident Assad og hans regering skulle træde tilbage.

 

Opbakningen blandt oprørerne er dog mere end lunken til forslaget fra koalitionslederen, og intet tyder på, at der kommer forhandlinger i gang.

»Han gjorde det syriske regime en tjeneste på det her tidspunkt, fordi han fremstiller oprørerne, som om de står svagt,« siger Bassan Aldada, der er politisk rådgiver i oprørernes Frie Syriske Hær, til avisen New York Times.

I Syrien bliver situationen for befolkningen stadig mere ekstrem, og FN kan i øjeblikket registrere, at op mod 5.000 indbyggere dagligt forlader Syrien og krydser grænserne til nabolandene for at søge beskyttelse som flygtninge. Det betyder ifølge FNs flygtningehøjkommissariat, UNHCR, at 800.000 syrere indtil nu er flygtet ud af landet.

Samtidig med de resultatløse og mere eller mindre halvhjertede fredsfølere intensiveres kampene i udkanten af Damaskus, hvor oprørerne indledte en ny stor offensiv i slutningen af ugen.

Reuters oplyser, at oprørerne efter hårde kampe er rykket frem i forstaden Jobar og kontrollerer dele af en strategisk ringvej, der omgiver Damaskus. Det betyder, at regeringshæren ikke længere kan bruge vejstykket som forsyningsrute, og betyder også, at oprørerne i det område befinder sig et par kilometer fra det centrale Damaskus efter at være brudt gennem regeringshærens forsvarslinjer.

Der er dog langt til, at oprørerne kan hævde, at de har omringet præsident Assad og hans regeringsstyrker, siger et fremtrædende medlem af den syriske opposition, Fawaz Tello, der følger situationen fra Berlin.

»Vi er vidne til en »to-skridt-frem og et-tilbage strategi« og der er lang vej til, at Assad bliver omringet i Damaskus, men når en af de andre hovedveje bliver ubrugelig for hans styrker, strammer nettet sig omkring ham, siger Fawaz Tello til Reuters.

Ifølge ham har oprørerne lært af tidligere fejltagelser, hvor de er stormet ind i byerne og har måttet trække sig tilbage, fordi de ikke fik afskåret regeringshærens forsyningslinjer.

Foreløbig kontrollerer regeringshæren vejene fra Damaskus til kysten, hvor Assads stærkeste hærstyrker er koncentreret. Samtidig sidder Assads elitestyrker fra republikanergarden stadig uantastet på det store strategiske Qasioun-bjerg i Damaskus centrum, hvorfra de beskyder oprørerne i forstæderne med missiler og artilleri.

Men oprørerne har samlet set ikke tidligere været tættere på det centrale Damaskus end de er i dag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu