Australien: 100 strandede hvaler skriger på hjælp

4. november 2012 10:35 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Australien: 100 strandede hvaler skriger på hjælp
Billede mangler

Først to dage efter omkring 100 grindehvaler og delfiner strandede på to små øer, er de blevet fundet – få er reddet ud i bølgerne igen.
 
Frivillige arbejdere knokler søndag på to små øer mellem Australiens sydlige kyst og Tasmanien for at redde overlevende hvaler og delfiner efter, at flere af de store havdyr er gået på grund.
 
Omkring 80 grindehvaler og delfiner blev lørdag fundet døde langs en strand på New Years Island – dagen før strandede 13 delfiner på King Island ikke langt derfra.
 
Under 20 af havdyrene er blevet hjulpet fri fra kysten i levende live, skriver ABC News. Og flere er gået på grund igen kort tid efter, at de har kæmpet sig fri af havbunden.
 
– Det er ikke unormalt, at nogle af dyrene strander igen efter at have været igennem sådan en hård fysisk og psykisk oplevelse, siger biolog Rachel Alderman til ABC News.
 
– Vi gør alt, hvad vi kan, og håber at dyrene klarer den, tilføjer hun.
 
Det er den højeste antal strandede hvaler i Tasmanien siden 2009, hvor omkring 200 hvaler og delfiner gik på grund på King Island.
 
En lokal politibetjent fortæller, at dyrene var strandet i flere dage, før fiskere spottede dem ved øen.
 
– De fleste var døde, da vi ankom. Vi tror, at de har ligget der i to dage, siger Shelly Davidson, som tilføjer, at hvalredningen tager hårdt på de frivillige arbejdere.
 
– Nogle er meget, meget berørte af oplevelsen. Strandede hvaler er hårdt at overvære, siger hun.
 
En af de frivillige fortæller om det barske redningsarbejde:
 
– De skriger efter deres kalve, som ligger døde på stranden. Det er ret hårdt, siger Margaret Barnes ifølge nyhedsbureauet dpa.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu