Avis: Corydon har kontrakt på lønopgør

6. april 2013 23:56 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Avis: Corydon har kontrakt på lønopgør
Billede mangler

Finansminister Bjarne Corydon (S) og resten af regeringen har indledt en modernisering af den offentlige sektor, og her er sværdslaget om de offentlige overenskomster det helt centrale element, skriver Politiken på baggrund af et dokument fra Finansministeriet.

 

Det viser, at Finansministeriet har indgået en resultatkontrakt med Moderniseringsstyrelsen, hvor overenskomstforhandlingerne er den vigtigste måde at trimme udgifterne i staten på.

»OK13 skal være løftestang for at fremme Moderniseringsstyrelsens dagsorden om at gøre løn og arbejdstid i staten til en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken«, står der ifølge Politiken i kontrakten.

Det er Moderniseringsstyrelsen, der varetager de offentlige effektiviseringer, herunder også armlægningen med de statsligt ansatte lærere om deres arbejdsforhold.

Flere eksperter vurderer ifølge Politiken, at der nu er dokumentation for, at regeringen har indledt en offensiv mod løn- og arbejdsvilkårene for de statsansatte.

»Det, vi ser i resultatkontrakten, er, at regeringen har sat en helt klar og åben prioritering om at satse på økonomiske effektiviseringer gennem overenskomsterne. Det er et nybrud«, siger professor i statskundskab Jørgen Grønnegård Christensen fra Aarhus Universitet.

Den holdning deler arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

»Her har du sort på hvidt, at man bruger en overenskomstforhandling som en løftestang til at nedbringe udgifterne. Og det er det mest centrale middel. Det har jeg ikke set formuleret før,« siger han til Politiken.

Under den nuværende konflikt mellem skolelærerne og KL er finansminister Bjarne Corydon (S) blevet anklaget for at have koordineret et angreb på lærernes arbejdstidsregler med kommunerne og Moderniseringsstyrelsen. Og i fagbevægelsen mener man, at resultatkontrakten beviser mistanken.

»Jeg er rasende over, at det er så målrettet, så bevidst matchfixing. Det er fuldstændig disrespekt for den danske model,« siger FOA-formand Dennis Kristensen.

Bjarne Corydon mener dog, at det er helt på sin plads, at hans ministerium ser nærmere på de statsansattes løn- og arbejdsvilkår.

»Når man er statslig arbejdsgiver og udbetaler et stort milliardbeløb i lønninger, skal man til stadighed analysere, hvordan man får mest muligt ud af pengene«, siger han til Politiken.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu