Avis: Dræbt rocker var krigsminister

20. juni 2012 10:46 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Avis: Dræbt rocker var krigsminister
Billede mangler

Den danske langtidschauffør, som søndag blev fundet dræbt på en motorvejsrasteplads i det nordvestlige Skåne, var “krigsminister” i den kriminelle rockergruppe Outlaws MC’s afdeling i Helsingborg.
Det skriver Ekstra Bladet, som har talt med en række kilder i rockerkredse.
Her peges der på, at den 53-årige mand blev slået ihjel som led i en eskalerende konflikt mellem Outlaws og rivalerne i Hells Angels.
Den danske chauffør blev fundet død i lastbilen søndag morgen, efter at hans vognmand og familie havde efterlyst ham.
Svensk politi har indtil videre været yderst tilbageholdende med at give oplysninger om drabet på den danske statsborger.
To mørkklædte mænd lader indtil videre til at være ordensmagtens varmeste spor i drabssagen.
Et vidne har ifølge avisen Kvällsposten fortalt, at han om natten så en blå lastbil med anhænger stoppe bag danskerens lastbil på rastepladsen Hallandsåsen.
De to mænd gik hen mod danskerens truck, og efter kun et minuts tid satte de sig ind i deres egen lastbil igen og kørte fra stedet.
“Det modtagne tip om to sortklædte mænd, som har været i nærheden af lastbilen natten til lørdag, er meget interessant, og vi ønsker at komme i kontakt med det anonyme vidne”, skriver politiet i Skåne tirsdag på sin hjemmeside.
Kvällsposten skriver, at der findes tydelige tegn på, at drabet på den 53-årige dansker er relateret til den blodige konflikt mellem de kriminelle rockergrupper Outlaws og Hells Angels.
To personer med tilknytning til Outlaws blev for nylig dræbt i Blekinge.
En 49-årige mand blev fundet skudt i Bergamåla i nærheden af Ronneby den 13. marts, og fire dage senere blev en 46-årig mand stukket ned og dræbt i Karlskrona.
Derudover skriver Kvällsposten, at endnu et Outlawsmedlem blev fundet død i Falun for et par uger siden. Om dette dødsfald har relation til konflikten, vides endnu ikke.
/Ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu