Avis: Thorning i spil som formand for EU-kommissionen

19. september 2012 06:51 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Avis: Thorning i spil som formand for EU-kommissionen
Billede mangler

Engelske Financial Times hævder, at statsminister Helle Thorning-Schmidt er i spil som ny formand for EU-kommissionen.
 
Når EU-kommissionens nuværende formand José Manuel Barroso går af efter europaparlamentsvalget i 2014, så kan Danmarks statsminister, Helle Thorning-Schmidt måske være manden – eller rettere kvinden – der indtager den eftertragtede europæiske toppost.
 
Det skriver Financial Times EU-korrespondent, Joshua Chaffin, på avisens blog.
– Socialisterne og demokraterne, som forventer et comeback efter deres valgnederlag i 2009, har deres egne kandidater til top-jobbet. Der har været en del snak om Helle Thorning-Schmidt, den danske statsminister, skriver avisen på deres blog om EU.
 
– Thorning-Schmidt har set sin vælgertilslutning dykke derhjemme, men var velanset under det danske formandskab for EU. Hun kunne være et godt bud, skriver avisen.
 
Også på Christiansborg har politikere hørt rygterne.
Venstres integrationsordfører Inger Støjberg skriver således på sin Facebook-profil:
– Jeg kan se, at Financial Times udråber Helle Thorning som kandidat til ny formand for EU. Lige om lidt vil socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, udtale, at hun Helle skam ikke er kandidat til en international toppost. Hånden på hjertet; jeg taler af erfaring, når jeg siger, at man ikke skal lægge for meget i det, når en politisk ordfører siger sådan :-), skriver Inger Støjberg, med henvisning til at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) notorisk afviste, at han var kandidat til en toppost umiddelbart inden han blev NATO-generalsekretær.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu