Balder-drab får minister til at ændre hundeloven

7. marts 2013 20:45 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Balder-drab får minister til at ændre hundeloven
Billede mangler

Det skal ikke længere være lovligt at skyde omstrejfende hunde, og reglerne for hunde, der skambider andre hunde og mennesker, skal evalueres og revurderes. Sådan lyder det fra fødevareminister Mette Gjerskov (S), der lancerer en ny hundepakke.

 

»Vi har haft en lang række diskussioner om forskellige problemer med hunde og reglerne omkring hunde. Derfor har jeg nu samlet det i en pakke, hvor vi håndterer dels spørgsmålet om strejfende hunde, om evaluering af hundeloven – alt det med skambid og forskellige forbud mod hunderacer – og så laver vi også et servicetjek af en lang række andre bestemmelser,« siger fødevareministeren til Berlingske Nyhedsbureau.

Målet er ifølge ministeren, at »folk kan være trygge ved at have hund og også, hvis de ikke bryder sig om hunde«.

Mette Gjerskov foreslår at ændre mark- og vejfredsloven således, at den eksisterende regel om, at man må skyde omstrejfende hunde, bliver afskaffet, og at reglerne om hunde bliver samlet i hundeloven.

»Det er jo en diskussion, der har været i et stykke tid. Der var en situation med en hund, der hed Balder, som var blevet skudt, og det giver anledning til at kigge på loven. Det er en meget, meget gammel lov, mark- og vejfredsloven, og jeg synes ikke, det er en særligt moderne måde at håndtere et problem på, at man bare siger, at folk kan skyde andre menneskers hunde,« siger ministeren.

Sagen om labradorhunden Balder vakte stor opsigt, da den i foråret sidste år blev skudt af sin ejers genbo, da hunden trods advarsler fra genboen til ejeren løb ind på hans grund ved Holbæk. Fremover vil det altså være forbudt at ty til våben i sådan en situation, hvis det står til fødevareministeren.

»Så skal de aflevere den til politiet, og så er det hensigten, at politiet får nogle klare muligheder for at kunne aflevere dem på et internat eller en hundepension. Når ejeren først har skullet betale for det et par gange, tror jeg, der ligger en god incitamentsstruktur i at få folk til at holde deres hunde hjemme,« siger hun.

Også forbuddet mod bestemte hunderacer og håndteringen af hunde, der bider, skal evalueres i samarbejde med interessenter og eksperter på området.

»Det, der er målet, er at finde den rigtige balance mellem mennesker, som er rigtig glade for deres hunde og gerne vil have dem som kæledyr, og at mennesker, som ikke er så glade for hunde, kan gå i fred,« siger ministeren.

Allerede inden ministeren stiller et lovforslag i Folketinget, er Enhedslisten begejstret.

»Det er positivt, at fødevareministeren vil præcisere bestemmelserne omkring skambidning og sørge for, at der bliver inddraget dyresagkyndige i bedømmelsen af disse sager,« siger dyrevelfærdsordfører Per Clausen (Ø) i en pressemeddelelse.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu