Balladen ulmer i Odense

4. april 2013 19:48 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Balladen ulmer i Odense

Odense har genlydt af sirener torsdagen igennem, hvor politiet har været nødt til at rykke ud til flere voldelige episoder.

 

Værst gik det ud over en mand, der først på eftermiddagen blev overfaldet af flere personer på åben gade i det centrale Odense. Offeret blev tvunget til at forskanse sig på et værtshus for at ryste voldsmændene af sig.

Vidner har set flere biler køre fra gerningsstedet på Middelfartsvej i det centrale Odense, men foreløbig er ingen anholdt. Ifølge Fyns Politi drejer det sig formentlig om et internt opgør i det odenseanske narkomiljø.

Narkomiljøet dannede også rammen om et voldeligt opgør en time senere, hvor en mand blev opsøgt i Vindegade af to kvinder og en mand. Sidstnævnte var bevæbnet med en pistol, og efter offeret havde fået tæsk, blev pistolen trukket og et skud affyret. Ingen blev dog ramt, selv om den første melding lød på, at en person var blevet skudt i hånden.

Både pistolmanden og de to kvinder er anholdt og sigtet for vold. Fyns Politi vil muligvis kræve manden varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør fredag,

Politiet blev også kaldt ud til et slagsmål på Vestre Stationsvej sidst på formiddagen, hvor tre rockerlignende personer i en bil forfulgte tre personer i en anden bil. Ved Store Glasvej nåede rockerne op på siden af den anden bil, hvor føreren blev så bange, at han satte i bakgear og ramte en tredje bil.

Herefter steg rockerne, hvoraf en var bevæbnet med en hammer, ud af deres bil og løb efter de tre ofre, som stak af. Ofrene blev ikke indhentet, så rockerne måtte køre fra stedet med uforrettet sag. Ingen er anholdt i forbindelse med episoden, men politiet mener at vide, hvem de tre mistænkte er.

Til gengæld har man anholdt syv maskerede personer, der sidst på eftermiddagen kørte rundt i Odense midtby iført skudsikre veste. I bilerne fandt politiet en kniv og flere slagvåben.

Ved en lignende episode tidligere på eftermiddagen nåede personerne i bilen at kaste deres våben – en pistol og en kniv – fra sig, inden de blev standset efter en kort biljagt omkring Vollsmose. En af de fire personer i bilen er blevet anholdt og fremstilles fredag i grundlovsforhør.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu