Balletdanser risikerer 12 års fængsel for syreangreb

7. marts 2013 16:48 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Balletdanser risikerer 12 års fængsel for syreangreb
Billede mangler

RUSLAND: Solodanseren Pavel Dmitrichenko, der har indrømmet, at han planlagde syreangrebet på chefen for Ruslands berømte Bolsjoj Ballet i januar i år, risikerer op til 12 års fængsel. Det oplyser polititalsmand Maxim Kolotsvetov ifølge nyhedsbureauet Reuters.

 

Pavel Dmitrichenko blev tirsdag sammen med to andre mænd anholdt for ugerningen, og mens han skulle have indrømmet at have planlagt selve forbrydelsen, har de to andre erkendt, at de har været involveret. Den ene af dem overhældte ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax balletchef Sergei Filin med syren, mens den anden mand kørte flugtbilen væk fra Filins bolig i Moskva, hvor angrebet fandt sted. De to mænd risikerer, i lighed med Pavel Dmitrichenko, 12 år bag tremmer.

Pavel Dmitrichenko er blandt andet kendt for sin rolle som skurken i »Svanesøen« og for at have danset hovedpartiet i »Ivan den grusomme«.

Den 42-årige Filin, der selv er tidligere balletdanser, fik tredjegradsforbrændinger efter angrebet og har også mistet synet på sit ene øje.

Forinden havde han modtaget flere trusler, og det efterfølgende angreb er gået verden rundt og har chokeret russerne samt sat fokus på det hårde miljø i en af landets øverste kulturinstitutioner.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu