Bandeaktion udløser 11 varetægtsfængslinger

13. marts 2013 15:55 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bandeaktion udløser 11 varetægtsfængslinger
Billede mangler

De ti medlemmer fra banden Loyal To Familia, LTF, som onsdag har været for en dommer ved Retten på Frederiksberg, er alle blevet varetægtsfængslet. Alle skal de sidde bag tremmer i foreløbigt fire uger, mens politiets efterforskere kigger nærmere på et drabsforsøg på Rådvadsvej i Københavns nordvestkvarter i februar og de afpresningssager fra Frederiksberg, som de er fængslet for.

 

Yderligere ét medlem af LTF blev tirsdag varetægtsfængslet for et andet drabsforsøg ved Københavns Tekniske Skole ligeledes i februar, og politiet påskønner rettens kendelser.

»Vi er godt tilfredse med fængslingerne. Fremstillingerne foregik bag lukkede døre, så vi kan ikke kommentere yderligere,« lyder det fra politikommissær Knud Hvass, Afdelingen for organiseret kriminalitet, Københavns Politi, i en pressemeddelelse.

Loyal To Familia hører hjemme på indre Nørrebro, og mens seks af onsdagens varetægtsfængslede ifølge politiet har været involveret i drabsforsøget fra Rådvadsvej, hvor to mænd blev slået med baseballkøller og stukket med kniv, er tre andre angiveligt bagmænd til afkrævning af beskyttelsespenge på to massageklinikker.

Den første, der blev varetægtsfængslet, er en 26-årig mand, som ifølge flere medier er leder af LTF. Han nægtede sig skyldig i retten i drabsforsøget, men blev alligevel fængslet i fire uger for grov vold.

De ti, der onsdag er blevet sendt bag tremmer, blev anholdt sammen med fem andre ved tirsdagens store politiaktion i København, på Vestegnen og i Nordsjælland, hvor uniformerede, kampklare betjente slog til mod og ransagede 42 adresser samtidig som et led i bekæmpelsen af den opblussende bandekonflikt. Konflikten har over de seneste måneder kostet både liv og flere sårede.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu