Bandekonflikten løses ikke nu og her

26. marts 2013 17:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bandekonflikten løses ikke nu og her
Billede mangler

Bandekonflikten er kommet for at blive. Den forsvinder hverken i morgen, om en uge eller om et år. Spørgsmålet er derfor, hvordan skyderierne og kriminaliteten skal bekæmpes på langt sigt.

 

Sådan lyder det fra flere sider, efter Venstre har præsenteret sit ventede udspil til en mere effektiv bekæmpelse af bandekonflikten – en konflikt, som siden januar har resulteret i talrige skyderier og mindst to dræbte i København og omegn.

På trods af politiets løbende indsats mod bandemiljøet og oprettelsen af den særlige bandeenhed, Task Force Øst, i 2009, stiger antallet af både bandemedlemmer og grupperinger år for år, viser Rigspolitiets årlige rapporter.

Ifølge professor Michael Hviid Jacobsen fra Aalborg Universitet, som blandt andet forsker i bandekriminalitet, er der behov for mere evaluering af, hvad der virker i bandebekæmpelser. Blandt andet for at undgå, at politikere griber til hovsa-løsninger, når der bliver skudt i gaderne i de større byer.

»Vi ved med sikkerhed, at det lange, kriminalpræventive arbejde virker. Eksempelvis samarbejdet mellem politi, kommuner og skoler, som man burde overveje at intensivere,« siger han til Berlingske.

Tirsdag foreslog Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, under overskriften »Hårdt mod hårdt« blandt andet strengere straffe, optrappet politiindsats og nemmere vej til udvisning af kriminelle bandemedlemmer.

Imidlertid dumper både fagfolk og eksperter udspillet. Michael Hviid Jacobsen beskriver tiltagene som »nålestiksmanøvrer« og forventer ikke, at de vil begrænse bandekriminaliteten:

»Ingen af disse forslag har en bred, kriminalpræventiv effekt. Forslagene vil ramme en relativt lille gruppe mennesker i de kriminelle miljøer,« vurderer han.

Forsvarsadvokat Thorkild Høyer, som var mægler i 1990ernes Store Nordiske Rockerkrig mellem Hells Angels og Bandidos, kritiserer Venstres udspil for at være »mere af det samme.«

»Man er åbenbart ikke klar over i Venstre, at de væsentligste dele af forslaget allerede er gennemført,« siger han og nævner som eksempel, at straffeloven allerede giver mulighed for at fordoble straffen for bandekriminalitet.

I Rigspolitiets register over rocker- og bandefolk står der i øjeblikket 1.647 personer. Det er dog kun en mindre del – 235 personer som har anden nationalitet end dansk. Og dermed skyder Venstre forbi målet med forslaget om udvisning af bandemedlemmer, mener Kriminalforsorgsforeningens formand, John Hatting:

»At smide folk ud af landet duer ikke, fordi det kun er cirka 14 procent af den samlede bandepopulation, som kan være omfattet af det forslag. Så det vil ikke batte meget, hvis det bliver til virkelighed,« siger formanden, som kritiserer udlændinge-forslagene for at puste liv i »os og dem«-debatten

Det afviser Venstres Karsten Lauritzen (V) dog:

»Det lyder som udlændingedebatten tilbage fra 90erne, og den tror jeg, de fleste danskere godt kan se igennem. Hvis man skal undgå at dæmonisere nogen, skal man da fortælle om dem, der er problemet – udenlandske statsborgere i Danmark, der skyder til højre og venstre. I øjeblikket får de lov til at ødelægge det for alle de udlændinge, som bidrager til vores samfund. Det er ikke at dæmonisere nogen, det er at kalde en spade for en spade og sige, hvor problemerne ligger,« siger Karsten Lauritzen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu