Banderelateret skyderi: Mand skudt i knæ foran kæreste

6. februar 2013 10:34 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Banderelateret skyderi: Mand skudt i knæ foran kæreste
Billede mangler

En 26-årige mand blev natten til onsdag skudt i sit knæ af to-tre ukendte gerningsmænd, der opsøgte ham i hans lejlighed. Det skriver bt.dk.

 

Skyderiet fandt sted i mandens lejlighed på Skovbrynet i Herfølge klokken 03.23, hvor den unge mand befandt sig i lejligheden sammen med sin kæreste. To-tre gerningsmænd opsøgte parret, hvorefter de med en pistol skød den 26-årige i knæet.

– Han er kun ramt en gang, men der er affyret mindst tre-fire skud, oplyser efterforskningsleder Ove Pedersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til bt.dk

Den 20-årige kæreste blev ikke ramt ved skyderiet, oplyser politiet.

Den 26-årige har ifølge politiet tilknytning til bandemiljøet, men politiet vil onsdag formiddag ikke oplyser nærmere om eventuelle motiver for skyderiet.

– Vi har hverken afhørt den 26-årige eller hans kæreste endnu, og vi har stadig folk på stedet, der er ved at se nærmere på det, siger efterforskningslederen.

Han vil heller ikke oplyse, hvorvidt den 20-årige kvinde også blev truet af de ukendte gerningsmænd.

Den unge mand er efter skyderiet blevet indlagt på hospitalet, og han vil blive opereret i løbet af onsdagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu