Bank: Husk kontanter hvis ferien går til Grækenland

15. juni 2012 23:54 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Bank: Husk kontanter hvis ferien går til Grækenland
Billede mangler

Skal du på ferie i Grækenland er det en god ide at huske kontanter – kreditkort kan pludselig blive ubrugelige under ferien.
 
Går sommerferien i år til Grækenland, så er det en god ide at huske at tage kontanter med i stedet for en hel række kreditkort. Kreditkortene kan nemlig vise sig pludselig at blive ubrugelige hvis der sker en finansiel nedsmeltning i landet.
Det er Spar Nord, der nu går ud og advarer både deres egne og andre ferielystne danskere om de barske realiteter, hvis den finansielle uro i Grækenland pludselig bliver endnu værre, end den er lige nu.
– Når du som dansk turist betaler med kort i en græsk forretning, så skal forretningens pengeinstitut sørge for, at forretningen får pengene fra din bank i Danmark. Men hvis forretningens pengeinstitut – typisk et græsk foretagende – ikke kan betale pengene fra Danmark videre til den græske forretning, så lukker systemet ned, siger Spar Nords ansvarlige for betalingsformidling Bent Holkenberg.
 
– Forretningerne vil jo kun tage imod betaling med kort, hvis de har udsigt til, at de rent faktisk får pengene fra din bank, fortsætter han.
 
Omkring 200.000 danskere ferierer hvert år i Grækenland, der aktuelt befinder sig på kanten af politisk og økonomisk kaos.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu