Barack Obama bakker europæisk krisehåndtering op

20. juni 2012 06:29 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Barack Obama bakker europæisk krisehåndtering op
Billede mangler

USAs præsident Barack Obama mener, at de europæiske ledere kender de nødvendige tiltag, hvis økonomisk krise skal løses.
 
De europæiske lande har vundet opbakning fra verdens ledere til en ambitiøs – men langsom – håndtering af gældskrisen i eurozonen, selvom de finansielle markeder presser på for en hurtigere løsning på krisen, som truer verdensøkonomien.
 
Det er resultatet, efter at verdens magtfulde ledere har været samlet til G20-møde i Mexico.
 
Landene fra Europa har fortalt resten af gruppen af lande, at de har intentioner om at arbejde med konkrete skridt i retning mod at integrere banksektorerne – et skridt, som USA gennem længere tid har presset på for at få ført ud i livet.
 
USA’s præsident, Barack Obama, siger, at det er tydeligt, at lederne fra Europa ved, at der skal handles nu. Og at de europæiske lande har erkendt, hvilke skridt der er nødvendige for at stoppe den eskalerende finansielle krise.
 
– Ingen af tiltagene vil være det, der alene løser problemet i løbet af de næste uger eller måneder, men hvert skridt viser, at Europa er på vej mod mere integration frem for et opbrud, siger den amerikanske præsident efter mødet i G20.
 
Landene i G20 afventer nu et europæisk møde næste uge, hvor europæerne ifølge embedsmænd vil lancere en lang proces mod øget integration – begyndende med en finansunion.
 
Den canadiske premierminister, Stephen Harper, har indtil nu været en skarp kritiker af de europæiske landes ageren.
– Det vigtige og det, vi vil holde øje med i næste uge, vil være de samlede, koordinerede skridt, som vil få disse ting til at blive til virkelighed, siger Harper.
 
Lederne i G20 understregede også, at Europa, som er verdens rigeste region, skal intensivere arbejdet med at stabilisere de gældsplagede lande i eurozonen.
– G20 leverede flere forpligtelser end forventet. De europæiske lande hævede puljen, siger Yves Tiberghien, professor i politik ved University of British Columbia, med henvisning til idéerne om banksektorerne.
 
/ritzau/Reuters
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu