Barcelona for stor mundfuld for BSV

17. marts 2013 18:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Barcelona for stor mundfuld for BSV
Billede mangler

Bjerringbro-Silkeborgs håndboldherrer (BSV) må nok se i øjnene, at deres Champions League-eventyr i denne sæson slutter i ottendedelsfinalen. For selv om det danske mandskab bed godt fra sig mod mægtige Barcelona, var spanierne i sidste ende en lidt for stor mundfuld for det danske mandskab i Jysk Arena i Silkeborg.

Det danske mandskab leverede en glimrende første halvleg, hvor BSV var med hele vejen til 12-12. Men  Barcelona viste også den kynisme, der præger et typisk tophold, da de i de sidste minutter af halvlegen scorede tre hurtige mål  og kunne gå til pause foran 15-12.

Hjemmeholdet spillede sig dog tilbage i kampen og var bagud 17-18 og fik også muligheden for at komme helt ind i opgøret i forbindelse med en spansk udvisning.

Men det danske overtal blev forvaltet skidt og endte 0-0, og så kunne Barcelona takket være en storspillende bosnier i målet, Danijela Saric, bringe sig foran 24-18.

Igen kæmpede BSV bravt for at komme tilbage, og blandt andre Chris Jørgensen scorede nogle fine mål i den fase. Men hver gang, danskerne var ved at få kontakt, strammede Barcelona grebet og rykkede fra på måltavlen.

Og i sidste ende må man bare konstatere, at efter AG Københavns fantastiske præstation i sidste sæsons Champions League, hvor holdet netop sendte Barcelona ud af turneringen, er man tilbage i en tilstand, hvor dansk klubhåndbold bare er nogle skridt efter de bedste hold i Europa, som Barcelona repræsenterer.

Med 32-26 sejren til spanierne på udebane skal der nu mere end en sensation til, hvis der skal være et dansk hold blandt deltagerne i kvartfinalen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu