Barfoed får kold skulder af Venstre

18. februar 2013 07:46 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Barfoed får kold skulder af Venstre
Billede mangler

Den konservative leder Lars Barfoed bliver helt afvist af sin tidligere regeringspartner i sit syn på den økonomiske politik. Venstre vil hverken være med til Barfoeds planer om en stor borgerlig økonomisk aftale før næste valg eller komme med den erkendelse, at nulvækst vil medføre nedskæringer i velfærden, som Barfoed efterlyser i dagens Berlingske.

 

Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby (V) mener, at man kan finansiere øgede udgifter til sundhed og ældreomsorg ved hjælp af effektiviseringer, og der er ikke behov for en stor borgerlig aftale om økonomi før valget, mener hun.

– Hvis Barfoed allerede nu vil bruge kræfterne på at skrive et regeringsprogram, så vil jeg bare sige, at vi hellere vil forholde os til den regering, vi har, siger Ellen Trane Nørby.

Hvorfor vil I ikke være med til at lave sådan en aftale, så man kan se, hvad der vil ske, hvis blå blok vinder magten efter næste valg?

– Jamen, jeg tror ikke, at danskerne er i tvivl om, at vi ønsker et alternativ til den nuværende regering, hvor vi mener, at skatter og afgifter skal ned, og man skal kigge på hver en krone, man bruger i det offentlige, så man sørger for, at de bliver brugt mest fornuftigt, og man får mest muligt velfærd for pengene. Alt den snak om, hvad der skal stå i et regeringsprogram er utidig snak, siger hun.

Liberal Alliance har ligesom de Konservative efterlyst en borgerlig aftale om økonomi, men støtter ellers Venstre i at effektiviseringer i det offentlige kan finansiere øgede udgifter på ældreområdet, hvis der skal være nulvækst i det offentlige forbrug frem mod 2020.

– Det kan godt lade sig gøre at have det merforbrug på ældreområdet, uden at det mærkes som en beskæring nogen steder. Der er masser af overflødigt fedt i kommunerne, som borgerne i dag ikke mærker, men som der bliver brugt penge på. For eksempel har receptionister ansat i det offentlige så vidt jeg husker tæt på dobbelt så mange sygedage, som receptionister, der er ansat i det private. Hvis man kan komme det til livs, kan man gøre tingen billigere uden, at borgerne får et dårligere produkt, siger finansordfører Ole Birk Olesen (LA).

Socialdemokraterne opfordrer Venstres leder Lars Løkke Rasmussen til at erkende, at nulvækst vil medføre nedskæringer i velfærden.

– Det er en befriende ærlighed, som Lars Barfoed kommer med. Det punkterer fuldstændig Venstres spin omkring Lars Løkkes nulvækst. Det her må lægge et yderligere pres på ham, når hans tidligere regeringspartner melder så ærligt ud omkring konsekvenserne af den politik, som de er enige om at føre, siger politisk ordfører Magnus Heunicke (S).

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu