Barfoeds afgang kan ikke stoppe nedsmeltning af K

23. december 2012 07:40 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Barfoeds afgang kan ikke stoppe nedsmeltning af K
Billede mangler

Kommentator og tiligere pressechef for De Konservative mener, at Brøndby er længere ude ved kanten, end De Konservative er.
 
De Konservatives leder, Lars Barfoed, bliver ikke skiftet ud her og nu. Men kommunalvalget i november 2013 får stor indflydelse på hans fremtid.
 
Det vurderer politisk kommentator Niels Krause-Kjær, der er tidligere pressechef for De Konservative.
 
– Det er åbenbart, at med målinger, der ligger stabilt på tre procent eller derover, er der en frustration og en magtesløshed i partiet lige fra toppen til bunden, og det er i det lys, man skal se kritikken, siger Niels Krause-Kjær.
 
Konservative tillidsfolk kritiserer i lørdagens Politiken Lars Barfoed for at være skyld i de elendige meningsmålinger, partiet har fået i månedsvis. Ifølge baglandet mangler Barfoed både pondus og handlekraft.
 
Partiet er i en eksistentiel krise, og det nytter ikke blot at skifte formand, mener Niels Krause-Kjær.
 
– Fodboldklubben Brøndby er længere ude ved kanten, end De Konservative er, men retningen er den samme.
 
– Hvis man tror, at problemet kan løses ved at skifte partiets leder, så har man fuldstændig undervurderet den krise, som partiet står i. Problemerne er langt, langt større end hvem, der tilfældigvis er formand lige nu, siger han.
 
Et af problemerne er, at der ikke er nogen oplagt kandidat til formandsposten, men selv om der er stor frustration og stor utilfredshed med Lars Barfoed, er der ingen, der banker på, hverken set udefra eller indefra.
 
Både tidligere kulturminister Brian Mikkelsen og medlem af Københavns Borgerrepræsentation Ramus Jarlov har været nævnt som kandidater. Også den tidligere udenrigsminister og partileder Lene Espersen spøger i kulissen.
 
– Lene Espersen kommer ikke igen. Det vil ikke ske. Rasmus Jarlov og Brian Mikkelsen er i realiteten de to eneste muligheder, hvis det pludselig var sådan, at Barfoed ikke var der mere, siger Krause-Kjær.
 
Men her og nu kommer der ikke til at ske noget, lyder hans vurdering.
/ritzau/
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu