Barfoeds boligsag koster formand jobbet

6. marts 2013 11:50 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Barfoeds boligsag koster formand jobbet

Alfred Grinderslev har trukket sig som formand for Frederiksberg Boligfond. Det sker efter sagen om de Konservatives formand, Lars Barfoeds (K), leje af en 114 kvadratmeter stor lejlighed på Frederiksberg i december.

 

En redegørelse har siden vist, at Lars Barfoed fik lejligheden, uden at den var blevet tilbudt til personerne på ventelisten, og mediernes fokus på sagen får nu formanden til at trække sig.

»Jeg trækker mig simpelthen på grund af al den presseomtale, og det er jeg altså ikke vant til som forretningsmand, og det har taget for hårdt på mig. Så jeg trænger til en pause, og det håber jeg, at pressen vil have forståelse for,« siger Alfred Grinderslev til Berlingske Nyhedsbureau.

Alfred Grinderslev har tidligere afvist, at Barfoed er kommet uden om ventelisten, og den afgående boligformand fastholder, at han ikke har overtrådt reglerne.

»Jeg har intet forkert gjort, og jeg bliver nødt til at afslutte samtalen nu. Jeg trænger til fred og ro,« siger Alfred Grinderslev.

Alfred Grinderslev er erklæret konservativ, og der har været spekuleret i, at Lars Barfoed fik lejligheden på Frederiksberg som følge af kammerateri blandt de konservative partifæller i kommunen.

Det var Ekstra Bladet, der i første omgang kunne berette, at den konservative partiformand havde fået lejligheden uden om ventelisten, og at andre borgere, der var interesserede, ikke havde samme mulighed.

En redegørelse fra boligselskabet PrivatBo har vist, at partifæller hjalp Barfoed med at få den pågældende lejlighed.

Lars Barfoed har selv sagt, at han aldrig kunne drømme sig om at mase sig ind foran andre på en venteliste.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu