Barnepige sagsøger Sharon Stone

24. maj 2012 04:55 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Barnepige sagsøger Sharon Stone
Billede mangler

Den amerikanske filmstjerne Sharon Stone er blevet sagsøgt af sin tidligere filippinske barnepige.
Af søgsmålet fremgår det, at barnepigen Erlinda Elemen beskylder Sharon Stone for at have chikaneret hendes etnicitet og religion igennem flere år.
Stone skulle blandt andet have kaldt filippinere for “dumme” og beordret barnepigen til ikke at tale foran filmstjernens tre børn eller læse Biblen i hjemmet.
Fra august 2010 er Elemen “gentagne gange blevet udsat for nedsættende kommentarer og angreb fra Stone, der er rettet mod filippinsk etnicitet og kulturarv”, står der i søgsmålet.
Sharon Stone fyrede barnepigen i 2011, efter filmstjernen fandt ud af, at Elemen tog penge for overtid for sit arbejde i helligdagene, eller når hun rejste med Stones børn. Ifølge Elemen beskyldte “Basic Instinct”-stjernen barnepigen for at “stjæle” pengene.
Men Sharon Stone giver ikke meget for barnepigens beskyldninger.
– Det her er et absurd søgsmål, som er indgivet af en gnaven tidligere ansat, der tydeligvis blot er ude på at skaffe penge, skriver filmstjernens talsmand i en udtalelse.
Sidste år måtte Sharon Stone punge ud med 1,2 millioner kroner i erstatning til en elektriker, som kom til skade, da han arbejdede på hendes ejendom.
Stone, der efterhånden er blevet 54, fik sit store gennembrud med “Basic Instinct” og var gennem 1990’erne en af Hollywoods store skuespillerinder.
I 1995 vandt hun en Golden Globe for gangsterfilmen “Casino”, som også udløste en Oscar-nominering. Stone er stadig aktiv på lærredet, men dog i mindre profilerede roller.
Kilde: AFP
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu