Batman-skuespiller besøger indlagte ofre

25. juli 2012 05:14 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Batman-skuespiller besøger indlagte ofre
Billede mangler

Den britiske skuespiller Christian Bale, der spiller rollen som Batman, aflagde tirsdag et diskret visit hos flere ofre for den massakre, der fandt sted under visningen af den nyeste Batmanfilm i Colorado fredag.
Billeder på sociale medier viser Bale på besøg på et hospital i byen Aurora, hvor skyderiet fandt sted. 20 af de 58 skudramte er fortsat indlagt efter massakren, og nogle af ofrene er stadig i kritisk tilstand. 12 mistede livet.
Et af billederne viser skuespilleren sammen med en ung mand, Carey Rottman, på en hospitalsstue. Bale sidder ved siden af Rottman og hviler sin arm på den stol, skudofret sidder i.
27-årige Rottman blev ramt af skud i benet under fredages angreb.
Også personalet på hospitalet Swedish Medical Center fik mulighed for at blive foreviget sammen med superstjernen, der vandt en Oscar for bedste mandlige birolle for sin præstation i filmen “The Fighter” i 2011.
– Sikke en overraskelse. 19 Swedish-ansatte mødte skuespiller Christian Bale i dag, skriver hospitalet på sin Twitter-profil, hvor der også er lagt et billede ud af mødet med Batman-skuespilleren.
Christian Bale udtrykte i weekenden sorg over skyderiet, der fandt sted, mens han var i Europa for at promovere den længe ventede sidste del i instruktør Christopher Nolans Batman-trilogi, “The Dark Knight Rises”.
– Ord kan ikke beskrive den forfærdelse, jeg føler, sagde han i en pressemeddelelse, hvor han tilføjede, at hans “hjerte går ud” til de pårørende til de dræbte og sårede.
24-årige James Holmes er anklaget for at stå bag skyderiet i biografen, hvor massevis af biografgængere var taget ind for at se den første visning af “The Dark Knight Rises”.
Kilde: AFP

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu