Bayern tættere på The Triple

27. februar 2013 22:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bayern tættere på The Triple
Billede mangler

I sidste sæson snød Dortmund Bayern München for både pokaltitlen og det tyske mesterskab, men i denne sæson tyder alt på, at det bliver omvendt.

I Bundesligaen fører Bayern med 17 point ned til Borussia Dortmund, og onsdag aften sendte de Dortmund ud af den tyske pokalturnering efter en sejr på 1-0 og er nu klar til semifinalen.

Efter sidste uges 3-1 sejr over Arsenal lever Bayern Münchens drøm om The Triple stadig, og som sydtyskernes form er i øjeblikket, virker drømmen ikke engang urealistisk.

I onsdagens sejr over Dortmund viste Bayern München sig endnu engang som et kombinationsstærkt hold med masser af tempo og individuelle kvaliteter i holdet, og det var netop en individualistisk detalje, der sørgede for 1-0 målet. Arjen Robben, der ikke engang er fast mand i Bayerns startopstilling, erobrede bolden uden for Dortmunds straffesparksfelt og sendte et smukt spark op i det modsatte målhjørne på så godt et spark, at modstandernes træner Jürgen Klopp blot nikkede anerkendende ude fra sidelinjen.

Bayern München spillede klart bedst i de første 45 minutter og kunne have ført med mere end de 1-0, men chancerne til blandt andre ellers træfsikre Toni Kroos blev på forunderlig vis forvaltet skidt.

Kampen blev afviklet i et gevaldigt tempo, og efter pausen, hvor Dortmund kom bedre med i spillet, udviklede den sig til tider dramatisk. Høje albuer og vilde støvleknopper fløj rundt og sendte folk til tælling på stribe, men selvom der også opstod flere åbne chancer til især Bayern München, blev der ikke scoret flere mål.

Bayern München møder enten Wolfsburg, Freiburg eller Stuttgart i semifinalen den 16. eller 17. april.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu