Beckham træner med Arsenal

29. januar 2013 13:13 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Beckham træner med Arsenal
Billede mangler

Siden David Beckhams kontraktudløb i LA Galaxy har spekulationerne om midtbanespillerens fremtid været mange.

 

Nyrige Paris SG og London-klubberne Queens Park Rangers og West Ham har allerede været nævnt som mulige bejlere.

Men i stedet er det en helt tredje London-klub, Arsenal, der nu har glæde af den 37-årige superstjernes kælne boldbehandling. Den tidligere engelske landsholdsanfører træner således i disse dage med hos Theo Walcott og co.

Det bekræfter Arsenal-manager Arséne Wenger.

– Han har spurgt, om han må komme her og arbejde på sin form. Han har ikke lavet noget i lang tid, sagde han ifølge Reuters til de fremmødte journalister på Arsenals træningsanlæg.

– Han ringede til mig. Det er udelukkende for træningen, og der er ingen spekulationer om en kontrakt, lød det videre.

Det er ikke første gang, at David Beckham holder formen ved lige i Arsenal. Det gjorde han også i en kort periode i 2008.

David Beckhams kontrakt med LA Galaxy udløb i december. Inden da nåede han lige at vinde endnu et amerikansk mesterskab.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu