Bedemænd giver kunder bedre vilkår

8. april 2013 20:04 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bedemænd giver kunder bedre vilkår
Et ægtepar i Californien døde forleden hånd i hånd med få timers mellemrum. Foto: Colourbox.

Bedemandsbranchen introducerer nu en helt ny certificeringsordning, som skal hjælpe forbrugerne med at identificere de bedemænd, der lever op til branchens særlige faglige krav.

 

Det sker på baggrund af »Rapport om bedemandsbranchen« fra 2011, som blev foretaget i et samarbejde mellem bedemandsbranchen, Forbrugerrådet og Erhvervs- og Vækstministeriet. Rapporten slår blandt andet fast, at bedemænd generelt er for dårlige til at oplyse kunderne om priser på deres hjemmesider.

»Bedemandsbranchen har igennem de senere år modtaget en del kritik af manglende forbrugerrådgivning og prisgennemsigtighed. Det er med stor glæde, at jeg kan notere, at bedemandsbranchen nu selv tager målrettede initiativer til at skabe ordnede forhold for forbrugerne,« siger erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) i en pressemeddelelse.

Bedemandsbranchens største aktører vil således indføre en fælles standardblanket og en fælles skabelon for priseksempler, der gør det nemmere for forbrugerne at sammenligne tilbud og priser på tværs af bedemænd. Samtidig har man udarbejdet en overskuelig guide, der skal informere og hjælpe de kunder, der henvender sig til en bedemand.

»Vi har påtaget sig et stort ansvar for at realisere de anbefalede initiativer om certificering og prisgennemsigtighed. Det har vi gjort, fordi vi er et erhverv med en lang tradition for at lytte til vore kunders behov og ønsker,« siger Knud Larsen, formand for brancheorganisationen Danske Bedemænd.

Anja Philip, formand for Forbrugerrådet, vurderer, at de nye aftaler på området kan komme til at betyde meget for forbrugerne.

»Hvis alle væsentlige spillere på markedet for bedemandsydelser går i gang med certificering, vil det give et betydeligt løft i forhold til forbrugerne. Forbrugerrådet vil aktivt pege på certificering som et parameter for forbrugernes valg af bedemænd,« siger hun.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu